Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valgdagen i Kjerteminde (1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Valgdagen i Kjerteminde
72
hjemlede »Friheder og Rettigheder* og hvormed jeg turde
troe, at Danmarks Riges Bestandighed , Frihed, Ære og
Velmagt i det hele lod sig forlige, men ligesaa langt, maatte jeg
tilføie, skal det være fra mig at sige J a til hvad jeg troer maatte
blive Danmarks Riges Undergang, og blive det Danske
Folk, dets Fæderneland og Modersmaal til Fordærvelse
og Beskæmmelse.
Idet jeg nu gik nærmere ind paa Stillingen, paa Faren og
Frygten for Øieblikket, da indskærpede jeg med Flid den him
melhøie og dog hos os saa tit overseete Forskiel mellem hvad
man i trange Tider maa bøie sig for som overlegent og finde
sig i som uundgaaeligt, og saa hvad man selv siger J a til, giver
sin Stemme, sit Bifald og Samtykke, hvad aldrig nogen
Dannemand maa eller behøver at lade sig kyse, true eller lokke
til, hvor Talen er om hans Folks, hans Fædernelands og
Modersmaals Fornedrelse, Beskæmmelse og Undergang.
Vi skal derfor alle lægge paa Hjerte, at selv om det var hvad
man med et høitravende Ord kalder en »Europæisk Nød
vendighed« at det ældgamle og fribaarne Danmarks Rige,
indtil videre, skulde saaledes sammenkobbles med de tyske
Forbunds-Lande Holsten og Lauenborg, at Danskerne
ikke beholdt mere Valg-Frihed, Tale-Frihed, Trykke-
Frihedog Forenings-Frihed end Tyskerne har, som de
selv siger, er slet ingen, saa maatte dog enhver fribaaren, fri
sindet og fritalende Dannemand sige høit til Regleringen : hvad
der er uundgaaelig nødvendigt, det nødes vistnok ogsaa
Dannemænd til at finde sig i, saalænge Nødvendigheden va
rer, men naar det dog er en aabenbar Uret og en stor Ulykke
for Land og Rige, saa maa ingen forlange af os, at vi skulde
give Uretten Skin af Ret eller styrte os selv i Ulykken,
ved at sige Ja med vor Mund, naar vort Hjerte siger Nei,
thi baade opgav vi dermed vor Ret til, naar Omstændighederne
forandrede sig, da at benytte dem til Rigets Opreisning, og des
uden, havde vi ikke engang saameget Mod som den usle Pave
i Rom, at forbeholde os vor Ret, hvordan skulde vi da have
Mod til nogensinde høirøstet at indtale vor Ret og mandig
hævde os den !
Endelig gjorde jeg opmærksom paa, at hvad man har kaldt
en »Europæisk NødvendighecU var det ingenlunde, men
var i det høieste en »Russisk Nødvendighede som nu,
Gud skee Lov! er ophørt, da det er blevet en »Europæisk
Nødvendighed« for Rusland at holde sig i Skindet og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
