Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
5
DIMISPRÆDIKEN.
(1810.)
Første Del af denne Udgave af Grundtvigs Skrifter indeholder hans Ungdomsværker, der overvejende er af poetisk Art. Anden Del, som hermed begynder, vil komme til at indeholde Førstegrøden af hans Manddoms gern i n g , og her er det især den unge nidkære Præst, som fører Ordet. Det er derfor meget passen de, at dette Bind kan aabnes med hans berømte Dimisprædiken, hvorved han banede sig Vej til gejstlig Virksomhed, og hvori han første Gang anslog den strengt kristelige Grundtone, som møder os i al hans Tale og Skrift fra de nærmest følgende Aar.
I Vinteren 1809—10 var den gamle Hr. Johan Grundtvig i Udby bleven saa svagelig, at han ikke uden Medhjælp kunde fortsætte sin Præstegerning, og han ønskede derfor meget at faa sin yngste Søn hjem som Kapellan. Denne vikle kun nødig forlade København, hvor han havde begyndt at vinde en anset Stilling som Digter og Videnskabsdyrker. Men Pligtfølelsen overfor de gamle Forældre drev ham dog til foreløbig at aflægge den Prøve, som krævedes, for at han kunde blive præsteviet. — Den 17. Marts 1810 holdt han sin Dimisprædiken. Da det faldt ham unaturligt at tale som til en Menighed ved denne Lejlighed, udarbejdede han sin Præken i Overensstemmelse med de givne Forhold og skrev paa det Eksemplar, som han afleverede til sin Dommer, Professor P. E. Müller: »Min høiærværdige Censor vil tillade mig den Bemærkning, at Prædikenen ikke er saaledes, som jeg vilde holde den for en blandet Forsamling, men saaledes, som jeg i Regenskirken, i Overværelse af nogle faa Kyndige, kunde holde den. Upassende forekom det mig, og umuligt var det mig, der at tale, som om jeg stod for en Menighed, der samles til fælleds Andagt og Opbyggelse.«1
Professor P.E. Müller gav Grundtvig Udmærkelse for Talen, ifølge en Attest, der lyder saaledes: »Hr Cand: S: Minist: N: F: S: Grundtvig har for sin i Regenskirken d: 17de Marts 1810 over Matt:
1 Denne Paaskrift er meddelt i Fr. Nielsens N.F.S. Grundtvigs Religiøse Udvikling, som i det hele giver fyldige Oplysninger om Dimisprædikenens Historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
