Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dimisprædiken
18
brød det; men ydmyg erkendte han sig som et Redskab i den
Sammes Haand, der engang løste Verden af en større Nød, ved
at skænke den sin Enbaarne ; det var saa langt fra at han reiste
Menneskekløgt et Alter paa Overtroens Grus, at han meget mere,
med Apostelen, agtede sig Intet at vide uden Jesum, den Kors
fæstede. Dog, den prøvende og opløsende Evne i Menneskesiæ
len var vaagnet, faa ere de store Mænd, som kunne forene barn
lig Tro med udviklet Forstand og udbredt Kundskab, Mængden
som æder af Kundskabstræets Frugt, forføres af den fristende
Slange til at tro sig Gud lig, og saaledes skete det, at Luther
dommen, hvis Særegne det i Stifteren var og stedse skulde være,
at løfte den hellige Skrift høit over al menneskelig Myndighed^
at selv den maatte føde Ringeagt for det Hellige. Ved hvert
Skridt Menneskeaanden giorde til en lysere Erkendelse af Tin
gene trindt os, af Naturen og dens Love, og af sin egen Virke
maade, troede den sig stedse mere beføiet til at være klog over
det, som skrevet staar. Dristigere og dristigere mente den til
sidst, ved Betragtninger over sig selv og det Endelige, at kunne
fastsætte de Love, hvorefter Guddommen maatte virke, og for
voven bortkastede den nu Alt, som ei vilde stemme med disse
Begreber. Sit eget übegribelige Slægtskab med Guddommen
kunde den ei nægte, den aandelige Høide, paa hvilken Enkelte
stode og staa over Millioner af deres Brødre, maatte den erken
de, skønt ogsaa det var übegribeligt, men dog paastod den i sin
Hovmods Rus, at intet Væsen, inderligere forenet med Guddom
men end den følte sig, kunde fremstaa paa Jorden. Paulus
spurgte fordum: hvem farer op til Himmelen at nedhente Kri
stus? Det mente Tidens Kloge at kunne gøre, anden Gang maatte
han blive Menneske, ei som i Tidens Fylde for at frelse Slægten,
men for at dømmes af Mennesker. Hvad Enhver mente selv
at have kunnet opfinde, det erklæredes for Sandhed, men det
Eneste som giorde Kristendommen nødvendig, den guddomme
lige Stadfestelse paa Menneskets uvisse Haab, paa Naade for
den Angergivne, Trøst og Størkelse for den Bedrøvede og Li
dende, det erklæredes for Digt, eller var det vel Andet, Man
mente, naar Man kaldte det Lempning efter Menneskets Fatte
evne i den umyndige Alder ! Saaledes døde Troen og med den
Forkyndelsen, Man vedblev at kalde Jesus den Største, som
fødtes af Qvinder, men ei stort anderledes end Stridsmændene
fordum kaldte ham Jødekonge, thi selv de Ringeste mente jo
at kunne forbedre hans Lære.
Behøve vi vel at undersøge, om Dette er sørgeligt eller ei?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
