Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sagakvad
33
O vist vi maatte plat forgaa,
Her i det snevre Fængsel,
Om ingen Bod vi kunde faae
For al vore dybe Længsel,
Thi, skønt vi glemme det saa tit,
Det siges os ved hvert et Skridt,
Her har vi ikke hjemme.
Jeg veed en Bæk, saa underfuld,
Den rinder gennem Landet,
Og det som lagdes under Muld,
End speiler sig i Våndet:
Den kommer fra vort Fædreland,
Vort Billed skal i dybe Vand
Og vore Sønner skue.
Naar Foden er af Vandring træt,
Paa Bækkens Bred vi hvile,
De gamle Skygger trindt og tæt
Forbi vort Øie ile,
Hver Urt, som stod paa Bækkens Band
End lever grøn i friske Vand,
Og dufter os imøde.
Men Våndet kan ei stille staa,
Det stadig maa henrinde,
De kære Skygger ogsaa maa
Fra Øiet brat forsvinde,
Da vorder Barmen tung og hed,
Og Vemodstaarer trille ned,
Ålt som i Bæk vi stirre.
Jeg veed en Borg saa høi og prud,
De Støtter, som den bære,
Af Marmelsten ei skaares ud,
De ikkun Straaler ere,
Som sprang fra Bækkens dybe Bund,
Og dog den har saa fast en Grund,
At den kan aldrig synke.
I Borgen er en herlig Sal,
Der sidde Guder inde,
Og skue over Bjerg og Dal,
Den eies af en Kvinde :
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
