Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saga
153
Saa kommer den Morder, saa trædsk og saa
Med Svovel og Ild han betaler dit Værk,
Det tåger en sørgelig Ende.
stærk
Men flyver du vidt over Mose og Eng
Og over de Søer saa brede,
Da lettelig vorder til Baare den Seng,
Som Stjernerne dig monne rede;
Ja vil du end høit udi Løvhytten bo,
Der kommer en Dag, da kun Istappe gro,
Med faldende Løv du neddaaner.
Det Biliv i Kuben og Luften saa sært,
Hel underligt falder paa Sinde,
Det er mig saa sørgeligt, er mig saa kært,
Det vaagner saamangent et Minde;
Jeg lytter, jeg hører, jeg siger for sand,
At visselig er mellem Bifugl og Mand
Et synderligt Frændskab forborgent.
En Kube jeg veed, kun for Seeren klar,
Men mørk for de seende Blinde,
Den pusted Gud Fader af fineste Glar,
Og Mennesker bygge derinde :
Den Kube sig hvælver saa høi og saa stor,
Den haver til Stade den udstrakde Jord,
Og Tiden saa monne den hede.
Der sidder en Dronning i Høieloftssal,
Og Saga den Dronning sig kalder,
Hun haver derinde slet ingen Gemal,
Og vist er hun gammel i Alder;
Ja gammel i Alder, men ung udi Kraft,
Hun Sønner sig avler, med sødeste Saft
Hun monne dem amme og fostre.
I Høsten hin rige Man aldrig et Kuld
Af Sønner saae Dronningen avle,
Da sankes og bygges af Muld og til Muld,
De Dage de ere saa travle
I fattige Vaartid Hun føder i Løn
Og fostrer saa mangen en drabelig Søn,
Det Fadebur stander saa øde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
