Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens KrønikelBl2
født
1606
293
Granden af Zvingels Mening om Nadveren, og hans Tale saavel
om Menneskets egne Kræfter, som om gode Gerninger kunde
let ryste Forsoningsiæren. Hos ham selv havde det vel ingen
Fare og hans Iver for Lovens Prædiken reiste sig vist mest af
den Bedrøvelse, hvormed han saae Mange synde sikkert og kun
Faa handle, som Luther, af Troens og Hjertets Fylde; men saa
snart vi lægge mindste Vægt paa vor egen Størke og vore gode
Gerninger, er Hovmoden tilrede og Troen i Fare. Det vidste
Luther af Erfaring; Ingen skal sige, at han dyssede Folk i
Søvn med Evangelium, men han nedkuede Hovmoden, og, som
Hader af al Spidsfindighed, veiede han ikke sine Ord saa nøie
Saaledes var det ogsaa med hans Tilhængere, Flacms Amsdorf
og andre, mest Sachs er; Melanchtons Disiple mest F ranker,
dog især Strigelius fra Memmingen, havde derimod af deres
Mester lært, at adskille fint, og behagede sig selv i deres Spids
findiahed. Philippisterne kløvede Ord, Lutheranerne vilde ikke
tåge deres tilbage, om de end vare uoverlagte, og herved ud
brød Tvisten om Arvesynd og gode Gerninger, der dog ikke
altid var blot Ordstrid. Det var vel fornødent, at de Evangeli
ske maatte lægge sig efter Tvistekonst og Ordkløven, for at
kurne bestride Jesuiterne med deres egne\aaben; men saa
dant maatte nødvendig føre bort fra Bibelen, fra Sprogenes
grundige Dyrkning og al ret Videnskab ; alligevel kom disse
onde Følger først tilsyne i det 17tende Aarhundrede. Melanch
ton og hans Ven Camerarius indførte en bedre Skolegang etter
at Luthers stærke Tale havde bøiet Fyrster, Herrer og Steder
til at hjelpe, og Krøniken fandt mellem de strænge Luthera
nere lielaa ilrige som heldige Dyrkere. Sleidans Skritter og
det store kirkehistoriske Værk (centuriæ Magdeburgenses) foi
hvilket Flacius stod i Spidsen, ere herlige Vidnesbyrd om hvad
Luthers Aand vilde udrettet, naar den ei var blevet fordrevet a!
Hovmod, medens Kraften hentæredes af Synd. I Begyndelsen
af det 17tende Aarhundrede lod den sidste herlige Genlyd at
Luthersk Poesi sig høre igennem Meisneren, Poul Gerhard,
han slutter det sachsiske Tidsrum. Samtidig med ham var den
scblesiske Digter, Morten Opits, som prøvede paa at J^°™
verdslige Ting, men de som af Luther havde faaet nogen
Ahnelse om Poesi, mærkede vel, at han ei var begeistret; Hol
tansv^ldau, Lol^nstein og deres Efterabexe f lade som de
vare det. men bragte det ei videre, end til Svulst og Ordbrani.
Jammerlig var Tydsklands Tilstand i den anden Halvdel at
detmTnde Aarhundrede. Trediveaarskrigens Historie vidner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
