Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
299
thi nogle Aar efter udgik hans Kirkehistorie, som er blevet saa
berygtet I et historisk Værk seer Man bedst en selvstændig
Mands Synsmaade for Livet og alt Aandeligt, og Mange undres
vist over, i Dommene om Lærefædre og Kættere at fmde saa
stor Lighed mellem Sværmeren Arnold og vore Dages døbte
Hedninger. Meget forstaaeligt er det alligevel, thi i Pietismen
laa Vantroens Spire, den drev paa Gerninger først og sidst, og
naar Mennesket først tillyver sig en indvortes Oplysning, som
skal være Skriftens Dommer, er der kun et kort Skridt til at
forgude Fornuften, og dermed endte bogstavelig Sværmeren født
Engelman, de nyere tydske Filosofers mærkelige Forvarsel. I omtr.
Øvrigt har Arnold med al sin Forkærlighed for Donatister, Pe
lagianer og andre Kættere, rettet mangen Fordom, som falsk
Ærbødighed for Kirkefedrene og Sædvane, trods Luthers Mod
sigelse, havde rodfæstet hos de Lærde, og det er vel sandt, at
Ingen af hans selvbudne Tugtemestere kunde gjort Magen til
hans Bog Det er let at forståa, at da Pietismen havde saa dyg
tige Talsmænd og saa ivrige Anfægtere, maatte hos disse mange
slumrende Kræfter vækkes og øves, Ordkrigene holde op, Troen
paa Jesu Forsoning, mange Pietisters Savn, stadfæstes i mangt
et Hjerte og adskillige Boglærde udrives af den verdslige Kund
skabs Hvirvel, som stærk begyndte at drage dem bort fra gude
lige Tanker og Granskninger. En af dem, der til Kirkens store
Gavn saaledes frelstes, var vel Pietismens og især Joakim Lan-
ges heftigste og lærdesteModstander, Valentin Løscher fra Meis- 1673,
sen Professor i Vittenberg. Manden forivrede sig vist mangen
eang og afiagde maaske aldrig ret den Ærgerrighed og Flygtig
hed,’som forvildede ham i hans unge Dage; men at det var
hans Hjertes Begæring at vandre enfoldelig i kristelig Tro, Haab
02 Kærlighed : derom vidne hans tildels liflige Psalmer, thi saa
ledes digter Man ikke ved Konst, eller for Spøg. Det gik ham,
som alle letnemme Hoveder, naar de fra Barndommen roses og
spores, istedenfor at stilles og ydmyges; han begyndte som
Dreng at være Forfatter og flagrede siden om hardtad 1 alle
den menneskelige Kundskabs Egne: Alt vilde han udtømme,
om Alt vilde han skrive en Bog, indtil han endelig 1 sit navn
kundige Maanedskrift, de Uskyldige Etterretninger, som blev i?qi
over et halvt Aarhundrede gammelt, fandt et passehgt Talerør
for alt hvad der faldt ham ind. Striden med Pietisterne, som
vårede fulde 15 Aar, var det som vel mest afstillede ham og
fæstede Øiet paa Bibelen og Evigheden ; og hvilken Vinding det
var, at en saadan baade lærd og kristelig Mand i den lange Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
