Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
lødi
1713
1721
1724
302
gyndelsen mange Kristne, saa at de fra Hernhut ventede Troens
Genfødelse; men langt Andet aabenbaredes under Tidens Løb.
For de Rene er alting reent, og mange oprigtige Kristne have
baade levet i Hernhut og ere udgangne derfra mod alle Verdens
Hjørner, at forkynde det glade Budskab om den Korsfestede,
men er Talen om den Aand, som hvilede paa Stifteren og rører
sig aabenbari Menighedens Lærebøger og Sange, da er den saare
ukristelig, ja tit ugudelig at nævne. Der spottes med Kamp og
gode Gerninger, der er hardtad ikke Spor af Ærbødighed for
den ene Vældige, hvis Munds Aande kan adsprede de Dødelige
som Støv, ja Talen og Sangen om Jesus, hans Blod og hans
Såar, er ei allene væmmelig og übibelsk, men tit saa usømmelig
og bespottelig, at Man blues ved at høre det. Mærkeligt er det,
at Zinzendorf i sin elendige Oversættelse af det Ny Testamente
udelod det otten de Bud og afskaffede Fadervor i sin Menighed,
thi falskt var hans Vidnesbyrd, Løgn tillod han sine Tilhængere’
han vanærede Gud, vanhelligede Hans Navn og stod Hans Rige
imod. Dybt maa de Mennesker være sjunkne, som for Alvor
sige, at de vil blive ved at synde for at Naaden kan blive des
overflødigere, og prøve paa den formastelige Id, at gøre Jesus
til Syndens Tiener. Det Folk, hvor Saadant finder Indgang hos,
maa snart vorde heel udueligt til Troen, og dens Fiender faae
Dristighed til at bespotte den. Dog saavist som Bulderet fra
Hernhut forkyndte, at Tydsklands Kristendom var Døden nær,
ligesaavist vakte det ved Guds Styrelse mangt et Hjerte baade
fjern og nær, og uden detvilde hin ei blevet stædt saa hæderlig
til Jorde, som nu skedte, da Skjalde, som Sachseren Johan Kra
mer og Adolph Schlegel, men fremfor alt Gotlieb Klopstok fra
Kvedlingburg, sang over Graven. At de vare Ligskjalde mær
kedes saa godt; det var ei, som i Luthers Dage, Folkets og deres
egen forenede Frydesang over Frelserens Fødsel og Kærlighed
de istemte, det var Jesu faa overblevne Venners Klage og Smerte
og høie Vidnesbyrd om den paa Jorden Dødes Herlighed, der
lød fra deres Harper. Allermest var det saa med Klopstok: Han
besynger i Jesus Menneskeslægtens guddommelige Helt, som
for at reise et Mindesmærke over hans halvglemte Bedrift. Ei
smelte Tonerne i liflig Klang, dunkle og afbrudte stride de sig
frem ; Frelseren er opfaren fra Tidsalderens Hjerte, forgæves vil
Fantasien nedhente ham fra de høie Himle, den forvildes mel
lem Skyerne, mattes og synker til Jord. Snart blev og for de
vantro Tydske Messiaden et Sidestykke til samme Skjalds Sang
om Fædrelandets Befrier, Keruskeren Herman, et fabelagtigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
