Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
304
aarskrigen begyndte, forenedes Preusen med Brandenborg, som
havde Fyrster af Huset Hohenzollern. Kurfyrst Friderich Vil
helm fik ved den vestfalske Fred endel af Pommern samt Bispe
dømmet Magdeborg, og forstod i en Krig mellem Polen og Sver
rig at dreie sig saa snildt, at Preusen blev uafhængig. En far
lig Nabo vilde han blevet for de andre tydske Fyrster, dersom
han ei havde været samtidig med Ludvig den Fjortende; nu
derimod hjalp han kraftig til, i Forbund med Hollands Vilhelm
at standse de franske Vaaben. Al hans Digten og Tragten som
Fyrste, var jordisk, og med aabne Arme modtog han de fra
døde Frankri§ uddrevne Hugonotter, ei for at unde de Husvilde 80
-1688^ Pæle> men fordi han ventede stor Fordeel af deres Vindskibe
lighed. Denne indførte de rigtig nok tilligemed megen Synd og
Vantro, og Fyrstens Indtægter forøgedes saaledes, at Vilhelms
i7oo. Søn, Friederich, saae sig istand til at føre kongelig Pragt og an
tog Navnet, men stakket vilde Glimmeren blevet, hvis ei Pietis
men, som her fik sit Hjem, enstund havde dæmmet mod den
onde Strøm. Den anden Konge Friederich Vilhelm betegner ret
dette Ophold, stræng, tarvelig, ordenlig, men dertil gerrig og
Jigesaa utilgængelig for milde Følelser og aandelig Storhed som
for Udsvævelser. Han var af de i Pietismens Dage ei faa alvor
lige Sjæle, som hængte fast ved det Jordiske, men tænkte at
kunne udsone Brøden og frikøbe sig fra Kærligheden ved at af
sige hvad Andre kaldte dets Nydelse. Egenlig er dette alle deres
Kendemærke, som vil tjene baade Gud og Mammon. Krig skyede
Vilhelm, men Soldater var hans Lyst, Pragt hadede han, men
fyldte sit Skatkammer. Hans Eftermand er det Europa har for
gudet under det hardtad bespottelige Navn, Friederich den Ene-
ste. Han var oplært af en Fransk, og han blev en Franskmand
saa fuldelig som det var muligt for den tydske Vilhelms Søn.
Med sin Faders Skatte og Krigshær arvede han ogsaa de fleste
af hans Egenskaber, men hans Hoved var lysere, og, besat af
den franske Vantro, bortkastede han Frygten for at bruge dem.
Alt i sin Ungdom var han blevet mæt af Udsvævelser, Pragt var
ham modbydelig og kunde, ligesaa lidt som Overdaad, enes med
hans Gerrighed ; men Ære og Magt kaarede han til sine Afguder,
da han kastede Troen paa den eneste sande Gud. Tiden maatte
han bruge, thi han troede ingen Evighed, og at en klog Mand
med saadanne Grundsætninger maatte bruge Mennesker ligesaa
frit som livløse Ting, og vurdere Alt efter dets Bekvemhed til
Redskab, er ligefrem. Sine Tjenere, som vare lemlæstede i Krig,
lod han hungre tilligemed dem, der vare blevne graa i hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
