Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Roskilde-Saga
667
Vaaben udi Fjendens Haand; det var en gruelig Vinler, i hvil
ken Adelshjerter og Adelsfmgre kunde fryse saa, og det er sandt
i alle Maader, at det var paa frosne Bølger, Carl Gustav gik fra 0
til 0 02 slog sin Leir i Kildevangen, og nødte saa de frosne Fin
gre af hvilke Skiold og Landse faldt, til med Pen at overskiære
Danmark og Nørrefjeld og stile Gavebrev til Dannemarks For
ræder, og kalde Saadant Roskilde Fred. Dog, Herren sørge
de som Frederik sagde; Svensken meende vel, det ganske Rige
hængde som en listap under Fredriks Krone, saa det gjordes
kun behov at række Haanden ud, for at omspænde den og tøe
den op i Svovelluer til et Sommerbad og til en Gammenskalk
for ham, men, var den Vinter og heel stræng, og det var den
visselig, vare Brøndene i Borgegaard bundfrosne for det meste,
Kilderne paa Bakker og i Enge vare det dog ei; Herrens Rosen
kilde var det endnu mindre; hen til den tyede nu Dannerfolket,
Isen smeltede og Kilderne oplodes, da varmedes et Bad og
skiænkedes en Kalk for Svensken, saa Kiæmpehaarene de sve
des af saa mangensteds, og Indvoldene tog til at brænde, og
Gothekongen blegnede i Gothaborg det samme Aar, da den Tyil
lingkrone,han et Øieblik fik sprængt med sine Jernkiler, smeltet
om og luttret, herlig sammenføiet, hvælvede sig vid paa Dan
nerkongens Isse. ,
Ikke er det her at opregne stykkeviis, hvorledes Gud kund
eiorde overalt sin Miskundhed, hvorledes Folket vaagnede i
Kirken og gik til Slaget i Guds fulde Rustning, ei heller at ud
lægge, at hvad som hændtes da, var end meer som Varsel
end som et fuldbyrdet Værk; men det skal ihukommes, at der
Carl brød ugudelig den gjorde Fred, og stormede til Kiøbenhayn,
og sagde spottelig, at naar Landet først var vundet, da skulde
han kundgjøre Krigens Aarsag; da var Guds Time kommen;
da ydmygede Kong Frederik og Folket med opngtig Anger
Hierterne for Herren, begyndte Striden med en Bededag og
stolede alene paa den Herre Zebaoth, Hærskarernes Gud og
Kongernes Herre*). Der nu Folket fornam, at Troens Skjold
var dog det eneste, som duede, da spurgde de ei længere om
Herreskjoldene, forsagede slet ikke, fordi de vare hullede
og braadne, men bad og stred og slog og seirede i Herrens
Navn Det skal aldrig glemmes mellem danske Chnstne, hvor
*\ Mailings store og gode Handlinger 21. 93. og det er mærkeligt paa
tv e ndfMaa
nd
ger,S atTale°n gom Kong Frederiks og Folkets Fhig W -
Kiøbenhavn beleiredes, er det sidste Exempel paa Gudsfiygt, som stilles
frem i Bogen. Aarsagen er bedrøvelig, men Varselet er godt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
