Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Roskilde-Saga
677
sig selv, forsvundet, og at den under Sjette Christian syndes ved
Frederik af Danneskjold at skabes paa ny, og brede sig med
Bram paa Havet, medens Frue Kirke løftede sit Spir af Asken,
og Christian byggede den stolte Kongeborg i den gamles Stæd,
som var fornyet af hans Fader, og af ham nedrevet; men det
er ogsaa vitterligt, at som en Skygge stod det og forsvandt;
andengang fløi Dannebrog i Luften, fra Kongedybet, Attenhun
drede og Eet, Orloggerne forsvandt og havde ingensinde ligget
udi Linie, og Frue Kirke sank igien i Aske, og det aldeles; ei
sparedes, som førstegang, dens Cho r ; ogLæsestuerne paa Studi
gaarden sank med den, og Siællands Biskop lagde sorrigfuld
sin Stav, alt til et Tegn, at Danmarks Kirke var vanhelliget,
dens Krone faldet, og dens Skjold forloret, at Kirkens Sønner
havde myrdet deres Moder. Dybt bevæges maa en Vægter vist,
som gaacr paa Svalen om det nøgne Fruetaarn og skuer Øde
læggelsen, og kommer Timerne ihu, da Spiret kneisde høit i
Skye, da Morgenpsalmen vaagnede ved Aftensangens Efter
klang, da Kirkeklokken sankede de Høie med de Lave ei ene
under Hvælvingen, men og i Læsestuer, og da fra dem igjen
udginge Kirkens Tunger, da Vimplen vaiede ved Spirets Side,
da Skibet hængde med sin Dannebraag i stærke Kiæder under
Kirkeloft, og skinnede hos Lysekronen, som Kirkeskibets Lig
nelse, der under Korsets Banner stævner ind i Choret; bedrøvet
maa han sjunge Midnatsverset over tomme Kirke, mellem
Grus af faldne Huse, hvor ingen Slumrende kan vækkes, og
ingen Syge kvæges ved dets høie, trøstefulde Toner. Maanen
spiller paa de hvide Marmelstene, der standsede paa Kirkestien,
lavere end Kirkerne nedsank i Luer, og de nedsank, mens hine
stode ravende og tykdes at hensmuldre af sig selv som Billede
af sine Dages aandelige Bygningskonst, der kaldte det sin Ære,
paa Hængedynd af møre Stene i Leer at mure sig Paladser til
stakket Bram og hurtigt Fald og Ødelæggelse, men blev be
skiæmmet som den Mand, der tog sig for at bygge, og havde ei
de Ting, som hørde til den Bygning at fuldkomme, og svimlede
alt paa de lave Mure, og gav saa Høiden Skyld, og raadte alle
hellere herefter at grave sig et Hul i Jorden, som om det var
en Vinding ei at falde ned i Svælget, men med Flid at grave
sig derned.
Det var Aar Attenhundrede og Tolv, der Klerke mødtes ved
St. Hansdags Tider i Roskild efter gammel Skik, da var der og
saa dem, som efter ny og priselig Indstiftelse oplæsde, hvad
dem tykdes at være sømmeligt alt efter Kirkens Tarv og synder-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
