Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Roskilde-Saga
679
mat, og Sønnen saae ham tavs og sorrigfuld. Men, der den
Gamle spurde om Evangeliet i Gaar, om det ei talde om Johan
nis Sendebud til Frelseren, og blev saa ved : jeg heder og Jo
hannes, og Fængsler ere mangeslags, og jeg er og i Fængsel; da
rørdes Hjertet i den unge Klerk, og Rimet laae der just for
Haanden at beredes til sin Vandring, og det havde føiet sig saa
underlig, at mod Sædvane havde Præstegubben Intet hørt der
af. Nu faldt det Sønnen ind, at dog kanskee de Riim om Kirken,
som var den Gamle kiær og velbekiendt fra Ungdomsaar, og
om hans Fader, gamle Otto, hvem han i Graven ærede og el
skede saa overmaade, og om den Stjerne over Christnes Grave,
som ledte og som lysde Brødrene til Hvilen, at disse Riim kan
skee dog kunde kvæge Oldingen. Den Unge læsde, den Gamle
lyttede, og Ungdoms kiære Minder bleve levende, og Hjertet
lod sig op for Ordets Trøst, som var dets velbekjendte Engel,
og Gravens Nat forsvandt for Stjernen, og milde Taarer randt
paa Kind, og barneglad og høit begeistret bøiede den Gamle sig
hen over Sønnen, gav ham sin Velsignelse, og sagde: saa skal
dig Herren trøste i din sidste Time, som du har trøstet mig, thi
du sang Israels Gud Psalmer.
Det var vitterligt for alle Christne, at aldrig loves Gud saa
høiligen for Mund og Tunge, som naar Han giver Naade til at
tale Ord, der gyde Kraft og Trøst udi et Hjerte, som vaander
sig i Dødens Strid, og er det Hjerte nu en Faders, da er den
Skjald dog vist langt mere lyksalig, end om Verden bekrandsde
ham med alle sine Blommer, og naar han sjunger da det samme
Kvad for Fædrelandet i dets sidste Timer, da ringer det ham
trøstelig for Øre, at noget Døende skal dog vist størkes og op
lives ved de samme Toner, thi hvad Hr. Otto var, en Herrens
Tjener med Salvelse og Riddermod og Kjæmpestørke udi Aand
og Haand, det er jo dog en sanddru Lignelse af det, som Fædre
landet var, og mod de store Verdens Riger ligger Dannemark
saa snever og uændset, som Seie rø ogVallekilde i dets
Skjød, og var dog meer lyksalig end dem alle, naar Saga en
gang maatte vidne, at det bar med Ære slige Navne*). Det kan
*) Otto Grundtvig var en Søn af Hr. Jørgen i Cregome, den første Præst i
Slægten, begge hans Forældre faldt ham tidlig fra, og mens han gik i Roskilde
Skole, underholdtes han, som saamange fattige Peblinge, ved Godtfolks Mi-
skundhed, thi det var fordum Mundheld: af Udet Fø-1 kan vorde Hest, af hden
Pebling os en Præst, og det var Gammen for de Fleste, som ikke avlede en
Ordets Tjener, at hjelpe til en saadan at opfostre. Han havde: synderlig baade
Lyst og Nemme til Strængeleeg, og stjal sig undertiden ud af Byen med dens
Spillemænd til Bryllupper, men kom igien, og lærde sin Bog med de Bedste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
