Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heimdall
229
O ! det er Danaider smaa,
Der sig for Ørnen dølge,
Med Krandsen af Kiærminder blaa,
I Oceanets Bølge,
Og siunge der et Havfru-Chor,
Som smelter Klipperne i Nord
Med sine Vemods-Toner.
Ja, Danmark, saa kiærmindelig
Dit Hoved du mon bøie,
Og himmelblaa Kiærminden sig
Mon speile i dit Øie,
Og Paradisets Glemmigei
Har farvet blaa din Havfruvei
Igiennem Tidens Bølger.
Kun i det dybe Himmelblaa
Sig klarer Stiernens Lue,
Og Minderne, Man vil forstaae,
Man kiærlig maae beskue;
Hvem beder mindelig som du?
Hvem ener saa i Sprog og Hu
At elske og at mindes?
Det toner underfuldt i Nord
Om Freias gyldne Taarer ;
I Taaren Ædelstenen groer
Og ei i Fieldets Aarer;
Den groer, imens hun gaaer om Land
Og spørger om sin Ægtemand
Og om hans Stammetavle.
Hun Othars Æt og Arvetal
Udspørge maae i Tide,
Før Othar med Angantyr skal
I Kreds om Odlen stride;
Da skal det blanke Sagaskiold,
Hvor Old forener sig med Old,
Ham Danefeet hi em le.
Ja, Danmark ! du est Freia vist
Alt med sin Gylden-Taare,
Din Ægtemand er hviden Christ,
I Verdens Mund en Daare;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
