Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danne-Virke I
374
Opofrelser, uden hvilke Videnskabelighed daglig maa vorde et
tommere Ord, Historien aldeles tillukt, Studering nogle faa
Professorers Professjon, og sjæledorsk Barbarie Smykket, hvor
med det nittende Aarhundrede lægger sig i det åttendes Grav.
Hvor Christendom engang har været, er den øiensynlig Be
tingelsen for alt Stort ogÆdelt; thi som Eet med Sandhed, kan
den aldrig forsvinde, uden naar Sandhed foragtes, naar Folkene,
sjunkne i Uteerlighed og Dorskhed, indtye at finde Skjul under
Løgnens Vinger; og naar jeg derfor nu ved at kaste et Blik paa
Fædrenelandet vedkiender mig lysere Haab, end Varslerne sy
nes at spaae, da mærke man, det er, fordi jeg føler mig sikker
paa, at Christendom ei er forsvundet af Dannemarks Hierte,
men kun, hvad af to onde Ting er det mindste, underkuet og
overdøvet og indeklemt, uden dog saa at have tabt sin Indfly
delse, at den jo yttrer sig endnu, skiondt som oftest kun svagt
og halv ukiendelig, at den jo, ved et Slag, vi ei kan give, men
tør haabe, vil skaffe sig Luft, faae sit Mæle igien og klart aaben
bare sin himmelske Kraft, til at løfte Stene, Tidens Viisdom ei
kunde rokke, til at skabe Lys og Bedrift, hvor det forrige Aar
hundrede kun med Pral skabde Skygge og Skin.
Uden da nu at tale noget andet Folk for nær, eller paa mind
ste Maade smigre det, jeg selv tilhører, tør jeg vel sige, at, i det
mindste saavidt man i Frastand kan skielne, er der ingensteds
lysere Udsigter til en grundig Dyrkning af Historien end i Dan
nemark, skiøndt jeg maa tilføie, at de ere saare langt fra at
være saa lyse, som det sig burde, og at vi slet ingen Tak for
tjene, fordi vi ei aldeles have underkuet den historiske Aand,
der saa øiensynlig er Betingelsen for al livlig Rørelse hos os.
Ikke for at smigre mit Fædreneland, for hvis store Brøst jeg
ligesaalidt er blind som for mine egne, hvis Mangel paa Kraft
og Liv, som paa levende Christendom, ingen Samtidig vel har
dybere følt, eller høiere beklaget og strængere bedømt, ikke der
for besang jeg saa tit den livsalige Aand, der omsvæver Fædre
nes Grave, eller tolkede det lyse Haab, der for mit Øie blaalig
luede paa dem, men kun, fordi det just er Skjaldene i Aanden
baaret at synge, hvad de see, fordi den Søn har intet Hjerte,
som ei, naar stolte Frænder, der hovmode sig af deres Bjelker,
haanlig spytte ad Skiæven i hans Moders Øie, som ei da begei
stres høiere af hendes Dyder, og nænner mindre at opregne hen
des Lyder, og endelig, fordi jeg føler, at kan Fædrenes Priis,
Naadens Ihukommelse, under hvis Vinger Bøgelunden fordum
frededes, maiedes og giennemtonedes saa liflig, kan dette og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
