Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danne-Virke II
427
Hykle, hvo som vil, kun Gru!
Gid jeg her i Støvets Dale
Trodse maa paa Sandheds Tale
Mere blindt endnu end Du!
Ja, din Aand, som nu fornemmer,
Hvad dig her for sælsomt klang,
At, henrykt af Engle-Stemmer,
Kingo og Lutherus sang,
Sanded, hvis den mæle kunde,
Hvad, mens end den var i Muld,
Jeg fortied ingenlunde,
Men udsagde veemodsfuld:
Større var din Hæder blevet,
Lysere du havde levet,
Lagt dig gladere til Roe,
Hvis i Intet, som i meget,
Tidens Aand Du havde veget,
Som forhaanede din Troe,
Levet kun og døet paa,
Hvad Du troed, men ei saae.
Dog, o, Balle! nødig minder
Skjalden her om dine Feil;
Større vist hans Øie finder
Hos sig selv i Sandheds Speil;
Men han skal ; thi Præste-Tunger
Sandhed frit udtale maa,
Og naar Frænden om Dig sjunger,
Dine Feil maae for ham staae,
Staae der, for at Sandhed Prisen
Vinde kan, som ydes Dig,
Saa at ikke Frænde-Visen
Orme-stikkes med dit Liig,
Men at det engang til Thinge
Lyses maa i Danelund:
Bedre end de Piber klinge,
Er den rene Orgelbund;
Sang ei Frænde smukt om Anden,
Sagde Præst dog sandt om Manden ;
Briste end de stramme Strænge,
Skal dog Ordet have Giænge;
Endt har Kvadet sine Dage,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
