Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danne-Virke 111
515
at de i Tiden længst hensovne Toner og de i Hjerte-Dybet hvi
skende Længsler kunde føre et saadant levende Sprog paa Dan
nemarks Tungemaal ; mange henslumrede Minder vaagnede ; til
Shakspears, Goethes, Schillers og Ossians Harper havde jeg og
i minEensomhed lyttet; med Fichte, Schiller og Schelling grun
dede jeg paa Livets Vilkaar, paa det Faste og Flygtige; hvad
Steffens fordum ei kunde bringe mig til at troe, men nødte mig
dog til at huske, levede op i min Sjæl, og der skedte en For
vandling i mine Forestillinger og min hele Tankegang, som jeg
selv først ret mærkede, da jeg atter greb den enstund henlagde
Pen, for, efter min gamle Sædvane, at giøre mig selv Rede for,
hvad jeg troede og tænkde om det, der i mine Øine var vigtigt
og stort. Hvorledes jeg nu betragtede Norden, det fik man at
høre, thi nu var mit Tungebaand løst; fordum havde jeg man
gengang afskrækket mig selv fra Skriver-Banen med det Sam
vittigheds-Spørgsmaal: har du noget at sige, som man ikke kan
læse i hveranden Bog? men nu syndes mig, jeg turde svare Ja,
og uden videre Betænkning skrev jeg, som jeg kunde bedst, og
lod det saa løbe.
Dog, jeg vil afbryde, thi jeg veed vel, hvor let man kan for
føres til at lade Munden løbe, naar Talen er om, hvad der stedse
maa være os selv kiært at ihukomme, men let kan falde Læse
ren kiedsommeligt. En kort og tro Udsigt over mit tidligere
Forhold til gamle Nord og boglig Konst, mener jeg derimod,
kan være mine bedre Læsere velkommen, og er vel nødvendig
for at kunne sætte sig ind i min Stilling, da jeg fremtraadte
som Oldgrandsker. Man seer nu let, det havde stedse, mig selv
übevidst, været en poetisk, eller, om man vil, grundhistorisk
Kiærlighed, som bandt mig til Nordens Oldtid; meget havde jeg
læst, og tænkde gierne over Alt; men paa sædvanlig Viis havde
jeg Intet studeret, vidste ikke engang ret, hvorledes man dermed
bar sig ad, og maatte altsaa, om jeg vilde meer end Moerskab,
bane mig en egen Vej. Vel veed jeg, at man hertillands har vil
let giøre alt mit Arbeide med Oldsagerne til Galskab, og jeg kan
godt begribe hvorfor; thi deels gik jeg ikke i det gamle Traad,
deels laae der hos mig en poetisk og historisk Anskuelse til
Grund, som det var langt nemmere at håane end dele, og ende
lig gebærdede jeg mig stundum lidt galt, som om al Verden
hængde i et islandsk Kalveskind; men den overordenlige Op
mærksomhed, Mænd med Følelse for Oldtiden, som Nyerup,
Gråter og min gamle mathematiske Ven 1 , skiænkede de
1 P. N. Skougaard.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
