Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tylvtestriden
630
danne Studenter, som i deres Kreds havde Munden til Tjeneste
baade paa Dansk og Latin, som tog Deel i, hvad der offenlig
forhandledes, og havde nok Lyst til engang at være med ; selv
Tar jeg en saadan Student, men selv blot at komme frem for
Publicums Øine med mine uskyldige Penne-Prøver var mig en
frygtelig Ting, og stedse rødmede jeg over det Spørgsmaal til
mig selv: har du Noget at sige, som ei er sagt bedre før, eller
som trænger til Gjentagelse; ja, uagtet jeg var ellers ikke bange
for at sige min Mening, uagtet jeg troede, at der i Grunden var
dog Intet i, hvad Steffens saa henrivende fortalde, uagtet jeg
hjemme gjorde mine skriftlige Anmærkninger, og uagtet han
holdt et Conversatorium , hvori vi alle opfordredes til at tåge
Deel, saa havde det dog været mig umueligt at træde op og
tåge Ordet; ja, det er vist, at en saadan Optrædelse ansaaes da
blandt Dannemarks Studenter for et Beviis paa Übeskedenhed
og latterlig Forfængelighed. Hvad vi vilde dømt om en Tylvt,
der havde vovet at udfordre en af Dannemarks navnkundige
Forfattere til at forsvare et af sine Skrifter, end sige da, sit Kald
og sin Dygtighed, mod dem, behøver jeg vist ikke at tilføje;
og dog vidste vi meget godt, at selv de største Mænd skal døm
mes af Efter-Slægten ; kun faldt det os aldrig ind, at der ved
denne Efter-Slægt skulde forstaaes Efterslægts-Skolen; vi
opgav ingenlunde vor Ret til i sin Tid, hvis vi kunde, at tale
med; men vi syndes, det fulgde af sig selv, at før man offenlig
vil bedømme, hvem der har viist, de kun d e Noget, maa man
offenlig have viist, man selv kan Noget, som er værd at tale
om, eller i det Mindste vise det med det Samme, som Aandens
Fuldmagt til at lade sit Navn trykke. Vi tænkde og talde helst
paa Dansk, uagtet vi ansaae det for en stor Skam at skrive saa
slet Latin, som jeg har seet af ret gode Hoveder siden, og vi
meende, at hvem der lukker Munden høit op, uden at have
Noget at sige, kunde vel øjebliklig skaffe sig et Navn, men
dog kun Navn af en Gab-Mund, eller hvis det kom meget
høit: en Gab-Flab, Navne, som vi langt heller, ved at holde
Ha an den for Munden, gjorde os Umage for at undgaae^
end for, ved at stikke Næverne i Siden, tilgavns at fortjene.
Denne Tænkemaade, som jeg, tilligemed saa meget andet Gam
meldags, har indsuget med Moders-Mælken, kan, hvad jeg hid
til har seet af en dristig Ungdom, der sagtens drømmer sig
langt mere sundogdygtig, ingenlunde bringe mig til at for
lade, og det saa meget mindre, som jeg vilde skammet mig, hvis
jeg ikke, som nittenaarig Ungersvend, naar jeg havde været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
