Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens-Krøniken 1817
døde
1815.
728
Til Slutning vil vi reise, tæt ved Graven, et venligt Kors for
Claudius fra Hol steen, en ægte Søn af Morten Luther, vel ei i
Kraft og Nidkjerhed, men dog i barnligt Sind, i skjemtefuld,
trohjertig Munterhed og inderlig Tilegnelse af Ordet i dets
underfulde Salvelse og Sødhed. Hans Bøger ere udentvivl de
sidste tydske, gjennem hvilke man med Rette kan sige, at Lu
therus aandede, og harmes maa man eller ynkes over den
ilde stædte Fornemhed, hvormed Stodder-Konger paa Parnas
set gave ham som Hofnar deres Haand at kysse, medens han
svævede høit over deres vindige Storhed, og lod dem kun ikke
føle det, fordi han var en Barne-Engel, der ligesom havde for
vildet sig ind i en fremmed Verden og vilde smile sig fra den.
Dog, som han ældedes, sagde Verden, saa argedes han; thi et
saadant Skudsmaal gav han den paa sine gamle Dage, og vi
behøve ei at spørge, hvad Historien siger om Verdens Dom, da
den saa klarlig har beseiglet hans. I Rædsels-Tiden maatte dog
vel Smilet døe paa Christnes Læber, under Kirke-Stormen
maatte dog vel selv Kirkens frommeste Børn gribe efter Vaa
ben, og, medens gloende Kugler spillede mod Sandheds Hellig
dom, maatte dog vel Claudius spørge, om han skulde hænge
som en listap under Tolerants-Templets Tag, spørge, hvi han
skulde tie, naar Fjenderne skreeg!
Velsignet være Morten Luthers Minde og med hans alle deres,
som have vandret i hans Aand og ere hensovne i Herren ! De
res Been grønnes ! Deres Aand opvaagne og hvile over os og
vore Børn ! saa vi maae love de herlige Mænd og Fædrene for
vores Slægt, indgaae i deres Arv og Arbeide og høste i Sandheds
Aand, hvad de have saaet i den ! ! !
Saaledes hilses Jubel-Aaret med Sagas Røst fra Danmarks
Skove, og ganske skuffede da i det Mindste Synet ei Lutherus
og ei Claudius, da de, i Aanden, saae Spiret hæve sig i Norden,
som det sank i Tydskland ! Ei sømmer dei sig dog i Luthers
Jubel-Aar at ville løfte Sløret, Saga saa vidunderlig har udbredt
over Norden; hun løfte det selv, naar Sandhed vil, og Timen
kommer! Kun dette Vidnesbyrd maa Saga give Dannemark
ved Luthers Grav, at ingensteds blev han saa rolig og saa trolig
fulgt, og medens Saga overalt maa ihukomme Sværmere, som
vilde, i egne Fjeder-Hamme, overflyve Bibelen og Luther, maa
hun bekjende, at Dannemark har ingen Sværmer avlet, med
naar han seer sig skuffet, da vilde det være übegribeligt, om
han ei flygtede forfærdet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
