Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
Fortale.
Danske og Norske! det er Tid, ja, det er den høie Tid, at vi
oplade Øinene, see, hvad vi fordum vare, og hvad vi ere nu, og
spørge alvorlig os selv, hvad det tegner til, vi daglig mere vorde,
hvilken Fremtid vi berede i vort Fædreneland, i de kiække,
giæve, stærke, fromme Fædres Land. Der var en Tid, en ulyk
salig Time, da vi indbildte os i Daarskab, at vor Tidsalder hav
de, ikke arvet, nei, kraftig skabt og snild opfundet alt Lys, al
Verdens Viisdom; vi lod os det indbilde, at, naar vi kun driste
lig tiltroede os selv en Guddoms Frihed, Kraft og Viisdom, da
havde vi den ogsaa, naar vi kun rask fornægtede, hvad der er
sagt og troet om Gud og Frelseren, om vores Blindhed, Afmagt
og Elendighed, da var vi høit oplyste, og kunde ei beskiære
vore Børn et bedre Arvegods end denne Viisdom, at der var
Intet bag dem værd at ihukomme, Intet over dem at frygte
for og stole paa, Intet hisset at bekymres inderligen
foroglængesefter, at deres usle Selv og denne Verdens for
giængelige Skikkelse var, hvad de stedse skulde have for Øie,
som Hjemmet for deres Digten og Tragten, Frygt og Haab, Be
kymring og Tillid. Der var en saadan Tid ogsaa hos os ; tungt,
at den var; men Gud være lovet! hos os begyndte den dog kun
at være, hos os er den ikke længer ! den er vel i mangen Enkelt,
den er desværre forplantet i den opvoxende Slægt, den forkyn
der daglig sit Djævleliv i Hovmod, skiden Egennytte, og hvad
alle de fule Dødstegn hede, som pine den Retfærdiges Sjæl, naar
han seer dem for Øie ; men jeg siger det alligevel med Glæde :
den Tid er ikke længer hos os som Herre, den er her kun som
en Misdæder, der maae skjule sin Skiændsel, hvormed den et
Øieblik pralede ; Herren rørde ved Bespottelsens Tunge, og den
maatte forstumme ; tvetunget er Uhyret blevet, i Løn og i Smug
udspyer det Giften, men glat som Smørret er dets aabenbare
Tale; før krævede det üblue Herredømmet, nu taler det om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
