Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Prøver afSnorro og Saxo
54
Længe jeg med Haand og Mund
Beilede af Hjertens Grund ;
O! saa løn nu al min Møie!
Løft dog lidt det kydske Øie,
Skjul dog ikke længer saa
Under Skye de Sole smaa!
Lad dem straale, lyse, milde,
Som jeg aarle bad og silde!
Løft kun op de mørke Bryn !
Kun et Blik, og flux som Lyn
Vingebred min Vindesnekke
Skal, med dig i høie Stavn,
Halsen over Bølgen strække,
Bære dig til Moder-Favn ;
Der du brat i Fædre-Borgen
Glemmer og forvinder Sorgen.
Nu jeg har saa mange Fold
Friet dig af Jettevold,
Jeg har stræbt, og jeg har stundet,
Meget lidt og Intet vundet;
Lad min Trofasthed dig bøie!
Ynkes, og luk op dit Øie!
Hvad har saa forrykt din Hjerne,
At du heller vogter Kvæg,
Tvætter Gieddebukke-Skjæg,
Som en Ellekvindes Terne,
End hos mig paa Bænken prud
Sidder som min væne Brud?
Dog, Odder maatte sige Alt, hvad han vilde, saa blev dog
Sigrid ved sin Ærbarhed og skottede end ikke det mindste til
ham, for ikke kanskee at komme i Fristelse, hvis hun saae,
hvad hende stod for Øie.
Hvor maae det dog ei have været forunderlig høviske Møer,
de Oldtids Piger, som ikke Elskerens hæftigste Bønner og søde
ste Ord kunde faae til endog kun at blinke med Øiet !
Da nu Odder saae, at Jomfruens Øie og Hjerte end ei kunde
røres ved den Hjelp og Tjeneste, han nu havde togange ydet,
saa gav han Haabet op og gik beskjæmmet og bedrøvet til sine
Skibe ; men som nu Sigrid atter vankede vildfarende omkring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
