Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Prøver afSnorro og Saxo
67
Hanen, hver Morgen han ryster med Vingen,
Galer for dig : end i Dag kommer Ingen,
Døden har fanget din Glæde i Gjem,
Aldrig den kommer med Sønnerne hjem.
Vee dig, o ! vee dig, og vrie dine Hænder !
Ikke saa usæl en Moder jeg kjender.
Saaledes hevnede han sig over Helveis Trudselen ved at ihu
komme de Ungersvendes Fald til Moderens Forsmædelse, saa
kastede han Bægeret tilbage imod Dronningen, saa Miøden
sprang og sprudede i hendes Ansigt.
Signe sad imidlertid i Buret imellem de grædende Terner og
sagde: har I nu Hjertelag til, Smaapiger! at samtykke mig i
det, som jeg tænker nu paa? Dertil svårede de, at de vilde være
hende følgagtige i Alt, hvad hendes Hjerte maatte begjære, og
lovede baade med Haand og Mund at blive deres Jomfrue troe.
Da brast Signe i Graad og sagde : Saamænd, da har jeg i Sinde
at følge i Døden den eneste Mand, jeg har favnet i Verden, og
vil I som jeg, da, saasnart vi faae Bud, at de kvæle ham der
oppe, da lægge vi Blus under Buret, gjøre vore Slør til Strikker,
skyde dristig Skamlerne til Side og hænge os selv under Loftet.
Dertil gav de alle deres Minde, og Signe skjænkede for dem med
den klare Viin, for at mildne og formindske Dødsens Angest.
Saa førde de da Habor op paa Høien, som har siden faaet
Navn efter ham ; men som han nu stod under Galgen, faldt det
ham ind at forsøge sin Kjærestes Troeskab, derfor bad han, at
hans Kappe maatte hænges først, aldenstund det vilde være ham
fornøieligt, paa Gravsens Bred at see, som i en Lignelse, sit
Endeligt afbildet. Man føiede ham og i denne Bøn, og Signes
Vagt, som tænkde, det var Habor selv, man hængde op, gav
flux sit Tegn til Pigerne derinde, som ogsaa ufortøvet satte Ild
paa Buret, skjød Skamlerne tilside og hængde saa tilhobe under
Bjelkerne paa Rad. Dengang nu Habor saae, at der var Ild i
Kongens Gaard, og saae det velbekjendte kjære Sovekammer
staae i Lue, da sagde han, at Dødens Kvide var som ingen Ting
imod den Fryd, han følde over sin Kjærestes vidunderlige Tro
fasthed, ja, skyndte selv paa Kongens Tjenere, og hvor lidt han
ændsede at døe, gav han tilkjende med det Riim, han gjorde:
Rask, I Svende ! nøler ikke !
Hænger mig kun høit i Strikke,
Sødt det er mig, dig at følge
Favre Brud paa Lue-Bølge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
