Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nyaars-Morgen
291
VI 1
140. Lysvaagen i Drømme
Jeg færdedes sært,
Hvad Daarer end drømme,
Er Mindet mig kjært;
Ei giver det Størke,
Men dæmper dog Frygt,
Om Dagen, i Mørke,
At drømme saa trygt,
Og Morgen-Drøms Minder,
Naar Dagen oprinder,
Til Sol-Blommer vorde paa Stand !
141. Jeg følde, skjøndt Staven
Slet ikke var brudt,
Mig dog som til Graven
Fra Kirken nedskudt;
Jeg vandred i Aanden
Med Fædrene vel,
Men til dem, ved Haanden,
At hente fra Hel,
Fra Glemselens Mørke,
Dertil vilde Størke,
Dertil maatte Kjærligheds-Mod!
1 Det store O ver sætterarb ejde begyndes: Slige lyse Drømme havde
Digteren (140). Men det faldt ham tungt at give sig i Lag med det store Arbejde at
oversætte de gamle Krøniker (141), skønt han følte, at det var hans Pligt mod Fæ-
drelandet (142). Her gjaldt det nemlig ikke et flygtigt Besøg i Skyggernes Land,
men en selvopofrende Gerning til Oplivelse af de døde (143). Det var sødt at dvæle
ved de gamle danske Minder (144) og glædeligt at pege for sine Landsmænd paa
det gamle Guld (145), saaledes som Bjovulfs Sanger (og Oehlenschlåger) havde gjort.
Men at fravriste Døden sit Rov er saare tungt (146); thi vel er det dejligt, naar Dø-
den først er overstanden (147), men saalænge man sidder i dens Grube, maa Støvet
sukke (148). Han vilde derfor helst nøjes med at vække Sans for Minderne (149)
og haabede, at det var nok til Folkeaandens Oplivelse (150), men hverken «Heim-
dall» eller .Dannevirke« vandt Indgang hos Folket (152). Hvad han og andre Dig-
tere spaaede, var dog ikke falske Drømme (153), skønt Verden regner det for Fjas
(154); og han tør love sine Skjaldebrødre, at det ikke skal blive spildt (155), om det
end synes Verden saa (156), men bære Frugt, naar Dagen oprinder (157). Men over-
for Tidens Slavhed slog denne Trøst kun daarlig til (158). — Han maatte da opgive
Samtiden, begrave sig blandt Bøgerne (159) og til Latter for de snusfornuftige ofre
sit Liv paa en Gerning blandt de døde (160). Vel maa man smile ad de snæver-
synede Kritikere, som kun forstaar sig paa latinske Stile (161) og ikke kan tale Fol-
kets eget Maal (162) eller veed, at Pennen maa føje sig efter den levende Tunge
(163). Men begravet mellem Bøgerne nødes man næsten til at tåge Del i deres golde
Ordstrid (164), og paa denne Strid (mod Tylvten og andre) tilsatte han baade Tid
og Kraft (165). Men han vil love Gud (166), hvis Finger gav ham Lys paa de mørke
Veje (167) og lempelig førte ham til Dødsrigets store Minder (168).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
