Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nyaars-Morgen
300
VII 1
169. Nu lød over Vange
En folke-lig Røst,
I Sagn og i Sange,
Til Børnenes Trøst,
Til Spot for de Store,
Til Gavn for de Smaa,
Som, hvad dem kan more,
Selv prægtig forstaae,
Til Bro over Belte,
Som skilte fra Helte
Et kortsynet Puslinge-Kuld!
170. Den Røst havde sovet
I hundrede Aar,
Og aldrig sig vovet
At løfte fra Baar!
Som Hveden og Rugen
I Aands Efter-Aar,
I Jordelins-Dugen,
Den lagdes paa Baar;
Som Rugen og Hveden,
Beholdt dog forneden,
Trods lis-Slag, den Livet i Løn!
1 Den folkelige Røst: I Oversættelsen af Sakse lød Modersmaalets folke-
lige Røst første Gang igen (169) efter at have ligget gemt, som Vintersæden, i 100
Aar (170), og kun hvisket svagt i Folkesagnet (171) og i de gamle Salmer (172), som
Digteren hørte i sin Barndom paa Sælland og Jyllands Hede (173). I sin Ungdom
havde han kun haft Øre for Klangen i de oldnorske Kæmpekvad, som svarede til
hans eget haarde Sind (174), og Vøluspaa var den Gang hans Højsang (175). Men
da Gudsordets Hammerslag havde knust Klipperne om hans Hjerte, brød Fædrenes
Salmetone frem derinde (176), og med dem vaktes hans Kærlighed til Modersmaalets
jævne Tone i de danske Folkeminder (177). Da opstod det Haab hos ham, at der
skulde fostres en ny Slægt i Danmark, med et genfødt Modersmaal (178), skønt som
Skoven, mildt som Voven og kraftigt som Klinten (179). Derom varslede de poeti-
ske Kornmodn i Aarhundredets Gry (180). Men hvad nytter Skjaldenes Syner,
hvis Folkelivet er dødt? (181). Hvad gavner Drømme, hvis Marken er gold? (182).
>Har Dana ikke i Vantro dræbt sit eget Foster? (183). Vel skal alle døde en Gang
opstaa (184); men Moderen, som har myrdet sit eget Barn, kan kun vente det med
Gru!« (185). Saaledes stod det alvorlige Spørgsmaal for Digteren, da han var bleven
kristelig opvakt. Men samtidig klang det mildt i hans Hjerte (186): Nej, Barnet
lever! (187). Frygt og Haab kæmpede i ham, men Frygten var bedst begrundet
(188). Da fik han den Tanke at tale i en anden Tone til Folket (189). Vel kan kun
Guds Ord vække de døde ; men til at dræbe det dorske har Dana et godt Vaaben
(190) i Folkeviddets Naalestik (191), som Luthers Venner i sin Tid havde brugt
mod Papismen (192). Han søgte da tilbage til Laales Ordsprog og Rimkrøniken
(193), og dér fandt han ikke blot Naale, men fikØje for det levende Folkemaal (194).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
