Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nyaars-Morgen
327
IX 1
259. O, Frænder og Brødre
I Skjoldunge-Land,
Hvis Ammer og Mødre
Var Døttre af Dan !
Kan ei I fornemme,
Her stiger, ved Stav,
En broderlig Stemme
Fra Fædrenes Grav,
Da har jeg i Norden
Kun dybt under Jorden
Mit Fæderne-Land og min Slægt!
260. Ja, er eder Bølger,
I Belte og Sund,
Hvor bly sig fordølger
Den deilige Lund,
Og tækker vor Tue
Med yndige Løv,
Ei meer, end vi skue
Med Øine af Støv,
Ei Tegn paa den Bølgen,
I Menneske-Følgen,
Som Aand seer paa Tidernes Hav;
1 Tvivl og Haab om Fremtiden: Hvis Digterens Landsmænd nu ikke vil
lytte til Mindernes Tale, saa har han kun sit Hjem blandt de døde (259). Er Bølgen
for dem kun Vand og ikke Billede paa Tidernes Gang (260), er Øen for dem kun
Jord og ikke Billede paa vort Hjertes Hjem (261), da har han sunget forgæves om
Modersmaalets Genfødelse (262), da maa han flyve bort til en anden Egn af Jorden,
hvor man vil høre hans Salme (263), og dér vil Gud gøre ham til Stamfader for et
nyt Folk (264); thi Livshaabet og Lovsangen kan ikke uddø i Verden (265). Men
vilde han med Glæde være den eneste, i hvem hans Folk fornyedes (266), den
eneste Ejer af Danmarks Arv, da svigtede han, som Palnatoke, (267) sin Kærligheds
pligt mod Danmark (268), da var han en Voldsherre, som Ivar Vidfavner eller Jor
munrek(269), en Viking, der byggede et Jomsborg paa sit Fædrelands Ruiner (2 70).
Da raste han som Jormunrek mod sine nærmeste (271), og da vilde Hævnen engang
ramme ham (272). For at undgaa den Skæbne havde han tøvet i Taalmod (273).
Men nu har han ikke mere at ofre (274). Sin sidste Kraft skylder han sin egen Æt
(275). Vil man derfor ikke nu møde ham med Forstaaelse, da maa han udvandre
(276). — Men hvor i Verden skulde der vel findes Øre for Fædrenes Salme, om
ikke her (277), hvor han første Gang hørte den som lille (278), da han lyttede i
Barnekammeret til gamle Målenes Sang (279—280), hans trofaste Goldammes
(281), som fik Naadsensbrød hos hans gavmilde Fader (282), og af hvem han lærte
de gamle Fyndsprog (283), som hjalp ham til den folkelige Stil (284), der med
Urette foragtes. Derfor planter han en Mindeblomst paa sin Sprogmesterindes Grav
(285). Gavner det ikke at give de gamle Helte levende Mæle (286) og bringe den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
