Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirkens Gienmæle
426
allerede Nok til at holde en Christen borte; thi hvor kunde han
sige den Løgn, at ikke enhver Troes-Regel, som en Menighed
binder sig til, er et sandt kirkeligt Princip, enten saa Kirkens
Lærdom er sand eller ikke. Skulde det derimod være Menin
gen, at hint Princip var det eneste rette i den sande Kirke, alt
saa at Bogstavet var Alt, Aanden og det levende Ord i Bekien
delsen Intet, da kunde en Christen ligesaa umuelig bekvemme
sig til et saadant Bog-Afguderie, naar han var oplyst nok til at
see, hvad det vilde sige. Var han imidlertid ikke det, kunde
han end i sin Troskyldighed sige Ja ; men nu kommer det Tre
die: »at Protestantismen er dette Princip tro, naar den forkaster
Sætningen om Retfærdiggiørelsen ved Gierningers udvortes
Legalitet og Læren om syv Sacramenter«, og den Løgn er for
grov til at kunne undgaae nogen Christens Opmærksomhed.
Vel kan det være mueligt, at Prof.’s Protestantisme er sit Prin
cip tro, naar den blot forkaster de to Sætninger ; men at man,
ved en blot Forkastelse af to Galskaber, som slet ikke ved
komme Bibelen, er det Princip tro, at giøre Bibelen til eneste
Troes-Regel, det er jo Daarekiste-Snak, da man derved ikke
paa mindste Maade giør Bibelen til Troes-Regel; og naar Prof.
nu tilføier, at efter denneTrovil han lære, da maa man dog
virkelig tro, han vil prøve, om han har Kvæg til Læsere ; thi at
sige: man vil lære efter den Tro, at der er en guddommelig
Troes-Regel i Skriften, som er tilstrækkelig fulgt, naar man,
uden nogen Troes-Bekiendelse, forkaster enhver, hvori der fin
des den ravgale Sætning, at udvortes Retfærdighed er indvortes,
og den naragtige Bestemmelse, at der er netop syv, hverken
flere eller færre Ting, man skal kalde Sacramenter, at sige,
man vil lære efter denne Tro, som ingen er, det er dog vel at
drive Spot med Tro og Skrift, med Ord og Eed, med Kirke og
Menighed.
Efter denne Eed, naar man var uchristelig nok til at giøre
den, og fandt en Øvrighed, som var taabelig nok til at nøies
med den, kunde man nu vist nok prædike Tyrkisk og Arabisk
og Alt, hvad man vilde, men at man, efter vor nærværende
Eed, kan lære som Prof. Clausen, uden aabenbar at bryde
den, det er, hvad jeg nægter, og kan blot forundre mig over den
Dristighed, hvormed han paastaaer det, og finder det (S. 341)
særdeles underligt, at vort (det ordholdne) Partie har vidst at
forskaffe sig et Slags Privilegium paa at ansees som det sam
vittighedsfulde, og at forekaste det friere Partie en samvittig
hedsløs Letsindighed. At jeg ingenlunde skiærer alle de Ud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
