Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om den sande Christendom
454
talede*); thi naar det var Guds Søn, der døde, maatte hans Død
nødvendig have en Hensigt, der ei ved noget andet Menneskes
Død kunde opnaaes. Denne Hensigt er det, Jesus angiver,
naar han sammenligner sig med Hvede-Kornet, der maa
døe, for at mangfoldiggjøres, og naar han vidner, at hans
Kiød gives for Verdens Liv, hans Liv til en Løse-
Penge for Mange, og at hans Blod udøses til Syndernes
Forladelse; thi naar de Skriftkloge sige, at Jesu Død kun
skal være os et Pant paa, at Gud vil forlade os vore Synder,
da er det aabenbar Ord uden mindste fornuftig Mening, naar
Jesu Død ikke selv betragtes som Betingelsen for Synds-
Forladelse; thi var den ikke det, kunde den jo umuelig, som
Jesus dog siger, indslutte nogen Betaling eller Saligheds-
Grund i sig, og var jo i det Høieste et Pant paa, at Jesu selv
troe de, Gud vilde være os naadig, hvorved man forudsætter,
at Jesus var kun et Menneske som vi; thi var han Guds Søn,
da kunde han unægtelig give os langt vissere Pant, end det tve
tydige, Døden er, paa den Guds Naade, han, efter Evangeliet, ei
troede paa, men selv personlig var, og et saadant Pant gav han
jo blandt Andet, da han paa den Værkbrudne beviiste, at Men
neskens Søn havde Magt paa Jorden til at forlade Synder.
Jesu, Guds Søns, Døds Nødvendighed og Kraft til Syn
deres Frelse er altsaa, efter Jesu Ord, unægtelig, saa hvo som
nægter disse Ting, nægter dermed, at Menneskens Søn var Guds
Søn, ufeilbar i sin Vidskab, sanddru i sit Ord, og mægtig til at
forlade Syndere, og hører da paa ingen Maade til dem, Jesus
i Evangeliet kalder sine Discipler, sine Faar, sin Hjord, sine
Tjenere, sin Eiendom, sin Menighed.
Er det nu af Jesu Ord om sin guddommelige Værdighed, og
sit mageløse Ærende paa Jorden, klart, at han vilde troes paa,
som Guds eenbaarne Søn og Menneske-Slægtens uund
værlige Frelser, der ved sin Selv-Opoffrelse skaffede
dem, der vilde troe paa ham, Synds-Forladelse og et evigt Liv;
da seer man let, at den Christendom, vore lutherske Fædre be
kiendte sig til, var, efter det Ny Testamente, aldeles ægte, og at
derimod den ny Christendom, der bestrider den Gamle, er al
deles falsk ; men kunde man endnu tvivle om, hvad Jesus
meende med at troe paa ham, da maatte dog hans Ord til og
om sine Troende giøre Sagen klar.
*) Man lader vel stundom, som man vilde sige noget mere, naar det hedder :
han bekræftede, beseiglede sin Lære med sin Død; men det er jo en
ufornuftig Tale, da man ellers kun behøvede at døe paa en Løgn, for at giøre
den til Sandhad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
