Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Christendommens Sandhed
564
den anden Side, at paatale vor umistelige Ret til selv at
forsvare os mod den for en ærlig Mand hjertekrænkende
Beskyldning : at, skjøndt vi vare vore Læber, er vi dog ligesaa
vel Hyklere, som de Andre, der selv bekjende det. Nu er det
aabenbart, at vi kun paa to Maader kan grundig afvise den
Beskyldning for Hyklerie, som, efter sin hjertegribende
Natur, først paa Dommedag lader sig klart afbevise og gjen
drive, nemlig ved at lide og døe for den Tro, vi anprise, og
ved, saalænge vi leve, at vise, vi kan og tør forsvare den mod
hele Verden. Det være derfor langt fra os, at ønske Munden
verdslig bundet paa vor Troes Fjender, men vi forlange tvert
imod, som Noget, vor Troes Ære, vor præstelige Agtelse, og vor
hellige Skrift fordrer, at det maa være alle Mennesker tilladt,
baade med Mund og Pen, at bestride vor Tro, belee og forhaane
dens Tals-Mænd, saameget de lyster, naar de kun ikke mis
handle os p ersonlig, eller beskylde os for borgerlige Mis
gjerninger, hvad vi, saalænge Lovene forbyde det, som gode
Undersaatter, lovlig maae paatale. Skulde derimod den verds
lige Øvrighed nogensteds ansee den christelige Tro selv for et
Brudd paa den borgerlige Orden, der gjorde dens Bekjendere
straffældige, og skildte dem ved deres borgerlige Rettigheder,
da vilde vi, for vor egen Person, lettelig kunne trøste os med
den gode Leilighed, vi herved fik til at vise, vi ingen Hyklere
var, men maatte dog, af Menneske-Kjærlighed, som de gamle
Apologeter, forestille Øvrigheden, at denne Behandling af Lan
dets gavnligste og roligste Borgere var ligesaa skadelig for Sta
ten, som i sig selv übillig, saa, skulde Nogen, for Troens Sag,
være fredløse, burde det dog kun være os, som satte en Ære i
at være dens Talsmænd, og rosde os af at kunne forsvare den
mod hele Verden.
Skjøndt det nu ingenlunde er saa urimeligt, som det ved før
ste Øiekast kan synes, at Christendom mangensteds i den saa
kaldte Christenhed, som i Frankrig under Revolutionen, kan
atter blive stemplet til den groveste borgerlige Forbrydelse, saa
er dette dog Noget, der, efter Sagens Natur og Historiens Vid
nesbyrd, aldrig kan vare længe, da ingen Tro har været saa
forhadt, ingen Overtro saa latterlig, at de jo ved voldsom For
følgelse har vundet flere Bekjendere, end de tabde, og det af
den ligefremme Grund, at Aanden, ved at bekjæmpes med Vaa
ben, der kun ramme Kroppen, ret egenlig bliver sig sin fri Na
tur bevidst, og griber begjærlig den første, den bedste Leilighed
til at trodse de lumpne Vaaben, og hævde sin Frihed. Derimod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
