Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Christendommens Sandhed
690
lerne, erklærede Ordet for dødt og usikkert, og kunde lettelig
gjort det dertil, hvis ikke et stort Guds Forsyn og en dunkel
Følelse havde forhindret det; thi var dette Ord forstummet i
Kirken, saa vi skulde søgt det i den skrevne Kirke-Historie,
da kunde vi vel poetisk men aldrig historisk oplivet det igjen.
Dog, naar Døden ikke skulde faae Magt over Herrens Legeme,
da maatte den levende historiske Forbindelse med ham ei
heller afbrydes, og derfor maatte Kjæden opdages i den
Lutherske Menighed, hvor den vel, som alle vegne, var ble
vet svag, og derfor videnskabelig miskjendt, men dog elsket og
beva ret.
Vist nok er det kun Aanden, der kan gjøre Ordet aande
lig levende, saa man kan vel kalde Ordet dødt, naar det er
magtesløst, hvor høit det saa end lyder, men da taler man
figurlig, thi et naturligt Liv har Ordet dog altid, hvor det
høres lydelig, og det gjælder her, hvad Apostelen i det Hele
indskjærper os om Mennesket, at det Naturlige er altid det
Første, netop fordi det Aandelige er det Ypperste: vi
maae bære den Jordiskes Lignelse, før vi kan bære den Him
melskes, og Alt, hvad der synes at hentyde paa et omvendt For
hold, er kun prophetiske Phænomener, der vel vidne om
over-naturlige Kræfter, og kan forrykke den naturlige
Orden, men aldrig enten ophæve eller erstatte den. Det gaacr
med saadanne prophetiske Indgreb i Kirkens, som med de
Poetiske i Statens Indretning: de kan stundom være nødven
dige, og redde fra Undergang, som i Elias og i Luthers
Dage, men de er altid farlige, da Spændingen i Grunden slap
per, og indtræder ikke snart igjen den naturlige Orden,
hvorigjennem Livet og Kræfterne stille udvikle sig, da er en
fuldkommen Udmattelse og Forvirring uundgaaelig. Jeg kan
ikke forstaae, hvorledes Kirken i Luthers Dage skulde blevet
reddet, og den nødvendige Skilsmisse iværksat, uden paa den
Maade, det skedte, og ligesaalidt veed jeg, hvorledes jeg skulde
været christelig Præst og Skribent, uden at overhugge den
Knude, jeg ei kunde løse ; men derfor er det lige vist, at om vi
nu end kunde øge hele Kirke-Historien til Skriften, dermed
dæmpe Menighedens Tvivl-Raadighed, og poetisk begeistre den
for det deraf udspringende, af en dyb men dunkel Følelse be
seiglede Resultat, saa var dette dog en Over-Spænding, der
endnu langt snarere end den Lutherske vilde, i vore koldere
Dage, afløses af en, uden Tvivl, uhelbredelig Svaghed. Rette vi
derimod Feilen, saa det folkelige Vidnesbyrd om Troen, og det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
