Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grundtvigs literaire Testamente
167
poetisk Beskrivelse paa Christendommens historiske Virkninger
i det ny Europa, hvad enten saa den gamle ebraiske Seer saae
det, eller ikke; dengang havde man, desværre, allerede saa om
trent skrevet Christen-Folkets Historie i Glemme-Bogen, eller
bildte sig dog ind, at den Aand, der skabde sig sit Folk af alle
Andre, og havde overalt den Stærkeres Ret, han maatte natur
ligviis ogsaa blive alle Folks Aand, nåar man kun bortryddede
de udvortes Hindringer, nemlig Afguds-Husene og de trodsige
Afguds-Dyrkere. At Sligt kunde lykkes saa godt, som det ryk
kedes, er vist nok et Vidunder, som gjør Christendommens
Aand udødelig Ære, mén, alt Andet tilsidesat, kan man nok be
gribe, at der saavel i Stor-Britannien, som fra Donau til Vardø-
Huus, baade var Mange, som, nåar de havde Kiødet, kun brød sig
lidt om Aanden, og derhos Endeel, som vel lod de gamle Gude-
Navne og Tempel-Skikkegaae ad Glemme, men holdt dog fast ved
deres naturlige Grund-Begreb om Forholdet mellem Aand og Støv,
mellem Gud og Menneske, hvor slet det saa end rimede sig med
de christelige Forestillinger. Dette gik saameget desbedre an,
som Neophyterne sædvanlig hverken kunde læse eller skrive,
kunde endnu mindre Latin, og var meget maadelige Philoso
pher, medens paa den anden Side Missionairerne tit bar sig ad
med at samle Kirke-Giængere, som man nu ogsaa tit samler
Bøger til Bibliotheker, gjorde Ceremonierne til Hoved-Sagen, og
gav i det Mindste to Skyts-Helgene for hver Gud. Desuagtet
maa man dog ikke, som Skik har været, over det meget baade
Latterlige og Sørgelige, som Historien ved denne Leilighed mel
der, glemme, hvad sandt er, at Middel-Alderens Munke dog i
Grunden forstod meget bedre at udbrede Christendommen og
omvende Hedninger, end vore Missionairer enten i Ostindien
eller Grønland ; thi at tale om Christendom med Barbarer, som
Mesteren talde med jødiske Skrift-Kloge, eller Apostelen med
Philosopherne i Athenen, røber i det Mindste stor Mangel paa
Menneske-Kundskab, og en meget overfladelig Skrift-Klogskab,
da baade Aanden og Ordet raader os at syre Meget med Lidet,
at bænke Giæsterne, før vi syne dem, og at fange Fiskene, før
vi skille dem ad.
Middel-Alderens kirkelige Gr und -Feil, som endnu er vor
Arve-Synd, bestod da deri, at der ikke var to aabne Dørre paa
Kirken, men at hvem der lod sig lokke derind, om det end
siden angrede ham, dog skulde blive der til sin Død, og havde
kun i Døden frit Valg mellem Kirke-Gaarden og Galge-Bakken.
Herved skabtes det Chaos, hvormed vi endnu maa drages; thi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
