Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Søndags-Bogen
191
Halleluja, for Barnet født i Bethlehem, som vore Fædres Jule-
Psalmer end for vort Øie betegne og beskrive. Ja, vist er det,
men nogen levende Forestilling om de Gamles Jule-Glæde har
vi dog neppe, hvis ei den gamle Jule-Hilsen har liflig giennem
tonet os i Barne-Dagene, da Hjertet stemmes, kun da bevæges
vi, nåar Ordet lyder, veemodig sødt ved Efter-Klangen i vort
Inderste, om vi end ikke mægte sømmelig at frembære den
glade Hilsen, og da endnu mindre at skabe Øren hos Andre,
hvori den klinger som i vores. Dog, ogsaa derpaa kan og vil
den Gud raade Bod, som giør, i Himlen og paa Jorden, Alt hvad
Ham behager, og som har sat Julen til et varigt Mindes-Mærke
om, at Han fandt ikke Velbehag i Synderes Død, men deri, at
de skulde vende om, og leve; ja paa alle vore Savn kan og vil
den himmelske Fader raade Bod, nåar der i os, som i den for
lorne Søn, dog, trods al Vildskab og Selvraadighed, er en barn
lig Skamfuldhed, over at have saa ilde skiønnet paa den usige
lige Lykke, at have Ham til Fader, som er vidunderlig god selv
ved sine ringeste Dagleiere, end sige da ved dem, der, som
Børn, ere skabte i Hans Billede, og efter Hans Lignelse. Ja,
mine Venner ! derom alene giælder det, thi det staaer evig fast,
at uden vi blive som Børn, da komme vi ikke ind i Himmeriges
Rige, blive vi ikke Børn, da blive vi ei heller Arvinger: Guds
Arvinger og Jesu Christi Medarvinger, til Godset, ei Rust og
Møl kan fortære; da lære vi aldrig at glæde os ved den Guds
Faderlighed, som aabenbaredes i Hans elskelige Søn, og som
kun tiltaler, inderlig bevæger og opliver, Barne-Hjerter. Vil vi
derfor lære at elske og forstaae det store Jule-Evangelium, lære
igien at høre og at føre vore christne Fædres glade Hilsen, da
maae vi sige alle stolte Indbildninger om egen Klogskab, egen
Kraft, egen Dyd og Retfærdighed, Farvel, og oplade Øiet for
den soleklåre Sandhed, at alt hos os, som er værdt at nævne,
det er vor Faders i Himlene, saa der er Intet vort Eget, uden
hvad vi saare maae blues og skamme os ved : vor Utaknemme
lighed, og Egensindighed, og Misbrugen af vor Faders gode
Gaver, som alle skulde ydmyget os dybt under den milde Haand,
hvorfra de kom, fyldt os med kiærlig Hengivenhed i alle dens
Førelser, og med inderlig Lyst til at tekkes vor hellige Skaber,
den Gode, af Hvem al Faderlighed haver Navn, i Himlen og
paa Jorden. O, hvorledes kunde vi dog nogen Tid glemme, at
det er ikke for de høie Øine, men for de ydmyge Hjerter, Guds
Herlighed skinner, at det er ikke af store Fordringer, og stolt
Indbildning om egen Dyd og Fuldkommenhed, at det er ingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
