Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens MythologilB32
395
de vilde oplyse, men som har forvandlet de ypperste Folke-
Færds Levnets-Løb, baade fordum og nu, til store Sørge-Spil,
saa en begeistret Ungdom og en daadfuld Manddom kun efter
lode sig en aandløs, nøgen Alderdom, hvori de barnagtig gribe
efter Skin, og lege med Skygger, til de synke i Mulm, og lære
for seent, at Skinnet bedrager, og at Menneske-Livet gaaer tabt
ved den Forklaring som giør det til en Skygge !
Det skal derfor hverken undre eller bedrøve os, at den Itali
enske Videnskabelighed, der altid var et Skin-Begreb, og frem
bragde kun Skygge-Værk i Aandens Verden, at den i Grunden
er forgaaet med det forrige Aarhundrede, og stræber kun for
giæves, som sin egen Skygge, at reise sig igien i det Nærværende;
men vi skal forstaae, at nu kommer Raden til os, saa enten maa
Vindenskabelighed uddøe, eller i en høiere Orden gienfødes i
Norden. I Norden, siger jeg, fordi det maa være Aandens
Udgangs-Punkt, skiøndt ei dens Grændse; thi gaae vi tilbage
til det Trettende Aarhundrede, da den Old-Nordiske Aands-Ud
vikling afbrødes ufuldendt, og, som det kunde synes, übetime
lig, da see vi, at i de foregaaende fem, sex Aarhundreder, fra Aar
700 at regne, udstrakde en beslægtet aandig Stræben sig over
England, vort Norden, og en Deel af Tydskland, hvorved
de udvandrede Angel-Sac liser staae i Spidsen, medens de
Danske og Islænderne slutte Tids-Rummet, som dets Hi
storie-Skrivere.
Denne Gang maa imidlertid det k vær si dd ende og ei det
udvandrede Norden blive Aandens Hoved-Hjul, eller der
bliver ingen Nordisk Videnskabelighed, thi de udvandrede
Stammer ere enten udgjorte, eller have dog tabt Saameget af
deres old-nordiske Præg, at det er et Spørgsmaal om de vil
følge med, men Intet, om de kan føre an, som var en reen
Umuelighed. Aldrig tiltaledes derfor vi Nordboer alvorligere
af Tidens Tegn, end nu, aldrig udgik saa aabenbar Me nneske-
A andens Kald til os, med det store Spørgsmaal: vil I give Af
kald paa den Krone, eders Fædre og udvandrede Frænder have
kæmpet saa mandelig for, eller vil I, med klaret Besindighed,
optage de gamle Fod-Spor, og efterligne ikke Kæmpe-Fagterne,
men Kæmpe-Skridtene, som efterlignes kun virkelig af hvem
der tager dem! Vil I det Sidste, vil I det Bedste, siger Aan
den, da betænker hvad der fattedes i det Udviklings-Begreb om
Menneske-Livet, som opløste sig i Tomhed og Afmagt; vover
at omfatte Menneske-Begrebet i dets hele, baade høie og
dybe, himmelske og jordiske, Dunkelhed, hvis I nogensinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
