Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens MythologilB32
459
og vårede, som vi af den Angel-Sachsiske og Normanniske kan
see, hver i det Mindste et heelt Aarhundrede. Den Angel-
Sachsiske begynder nemlig før Midten af det Femte, og slutter
først i Midten af det Sj ette Aarhundrede, og den Normanniske
varer fra Slutningen af det Otten de til Slutningen af det
Niende, nåar Man ikke, som Man dog egenlig skal, regner
hele det Tiende, og Hælvten af det Ellevte med*).
Efter saadanne tre Aareladninger, hvorved Man nok kan
vide, det var det raskeste Blod der sprang, er hverken Lige-
Vægten eller Matheden at undres over, men at Norden nogen
sinde deretter kunde aandelig komme til Kræfter, det maatte
Man fristes til at forsværge, nåar Man veed, der bliver ikke
Aand af Kiød, hvor fedt det end falder, eller hvor flint det end
hakkes. I aandelig Forstand havde vi alle tabt Hovedet, der
ei uden Føie kaldes den synderligste Part, og vore Hoveder var
udenlands kommet til at sidde paa fremmede Halse, saa der
kunde Hoved og Hjerte kun daarlig forliges; thi vi maae
huske, at hverken vare vore Fædre Menneske-Ædere, der gjorde
reent Bord, hvor de satte dem ned, heller ikke har ret Mange
af Vikingerne ført Koner med dem, men har giftet sig, hvor de
kom hen, men neppe fundet de fremmede Kvinder saa letnemme
til at fatte deres Aand, som til at forstaae deres Mening. Det
Universal-Historiske Spørgs-Maal var altsaa: om de Nordiske
Hoveder udenlands efterhaanden kunde omskabe de fremmede
Hjerter, eller om Nordens Aand, før den udvandrede, havde
gjort saa dybt et Indtryk paa Hjerterne herhjemme, at Hove
derne igien paa en Maade kunde voxe ud deraf; men hvilken
af Delene der end skulde skee, indseer Man let, det maatte have
Tid, og det Sidste især klinger saa æventyrligt, at det maatte
virkelig skee, før det kunde synes mueligt**).
Nu har desuagtet Tiden viist, at, nåar galt skal være, maa
Man dog heller en Tidlang gaae med forlorent Hoved, end med
forlorent Hjerte, saa Nornen vidste godt hvad hun gjorde, da
hun tophuggede eller stynede vort Ygdrasil, og var os ingen
lunde gram, skiøndt hun lærde os at græde. Nu kan vi nemlig
*) Det er nemlig en bestandig Udvandring, kun stærkere og svagere, til
Haarde-Knuds Død 1042.
**) At det smukke Kiøn i England er temmelig upoetisk, veed Man vel, og
det er en gyldig Grund, hvi Poesien, trods alle sine Storværker, aldrig har
blomstret der, eller udviklet en tilsvarende Smag, men Engelsk-Manden
har ogsaa storagtig udelukt den fremmede Kvinde fra sin Idee-Kreds, iste-
denfor at opdrage hende til den, saa det er for en stor Deel hans egen Skyld.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
