Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens Mythologi 1832
480
saadanne Gab i vore Old-Sagn, som der er i de Græske : mellem
den Trojanske Krig og Ly kur g, og atter mellem ham og So
lon, og det maa indgyde os mere Tillid til de Norsk-Islandske
Skjalde og Saga-Mænd, end Man ellers tør skiænke saadanne
Fortællere og Sangere, der har til Hensigt at more Selskabet,
og reise paa deres Handværk, men vi giør os kun latterlige, ved
at lukke Øiet for deres Brøst, og hvordan det har hængt sam
men med deres Kundskab om fremmede Lande, kan vi slutte
af hvad de veed, eller rettere ikke veed, om Norge før Harald
Haarfagers Tid. Det var Ludvig Holbergs Fædre baade i
Poesien og Historien, skal vi huske, og dermed er baade
deres stærke og svage Side betegnet; thi næsten uden Undta
gelse er Vittighed det eneste Poetiske hos dem, og deres
Sagn er morsomme, men upaalidelige, saa vor Brouten af saa
danne Skjalde, og vor Trods paa saadanne Hjemmels-Mænd i
den Critiske Historie, har Tydskerne kun havt al for megen
Ret til at spase med.
Der er imidlertid een mærkelig poetisk, og en endnu mærk
værdigere historisk Undtagelse, Eivind Skalde-Spilder,
nemlig, og Island.
Eivind staaer nemlig ene mellem de gamle Norske Skjalde,
ligesom Nordahlßrun mellem de Nye, thi skiøndt de aaben
bar høre til samme Art som de Andre, hæve de sig dog saa
høit over dem, som den lynende Vittighed staaer over den
spillende, og Hakonar-Maal betegner derfor et poetisk
Stade, hvortil ikke Konsten trappeviis førde, men hvorpaa en
enkelt Genius opsvang sig, som Lyset blusser op endnu engang,
før det slukkes ; thi Eivinds Sang paa Håkon Adelsteens Grav
høi er ikke blot det sidste Kvad i Old-Nordisk Aand, men er
det Eneste i lang Tid, og skyldes ventelig den fornyede aande
lige Forbindelse mellem Engeland og vort Norden, som Adel
stens-Fostre levende udtrykker.
Denne Forbindelse, ogsaa et Gifter-Maal, efter Tidens Leilig
hed, mellem Pluto og Persephone, blev af Universal-Historisk
Vigtighed, fordi det ikke blot var den Old-Nordiske Poesi, der
nu igien kom til at virke i Hjemmet, men ogsaa Christen
dommen, som Nordens Aand hos Anglerne havde stræbt
at tilegne sig, og anstrængede nu al sin Kraft for at ære og ud
brede. Hvorledes Følgerne heraf har udstrakt sig giennem et
Aar-Tusinde, til vore Dage, saae vi nys, men hvorledes den
Christelige Anskuelse (thi egenlig Christen Tro var det
ikke) og den Angel-Sachsiske Skrift virkede paa Norden, lærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
