Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens Mythologi 1832
482
skal vi kun tåge for, hvad vi af indvortes Mærker kan see,
det er.
Det giør mig ondt, at det skal see saa tvetydigt ud paa Papi
ret med min Lov-Tale over den Islandske Literatur; men det
lader sig nu engang ikke undgaae, da jeg umuelig baade kan
see den rette Sammenhæng, og være blind Lovtaler, umuelig
for Menneske-Historiens Skyld kan saaledes skatte og be
undre Island, at jeg glemde Hensigten over Midlet. De lærde
Islændere have ingenlunde været ene, enten om Aands-Mange
len eller den snevre Forkiærlighed for deres egne Æg, vi have
ærlig deelt Begge med dem, men det var Skade for os paa begge
Sider, ja, for Nordens og for hele Menneskehedens Historie,
derfor maa det beklages, og fremfor Alt blive bedre med os.
I Øvrigt er jeg vis paa, atSkjaldene fraThjodolf til Snorro
skal, mellem Folk med poetisk Skiøn, ei finde en billigere Vur
derings-Mand end mig; thi jeg har med Flid, og tit med Møie,
stræbt at finde og fremhæve hvert Glimt af Aand, og hver Gnist
af Følelse, hos Hornklove og Guttorm Sindre, Glum og
Eiulf og Halfred, Berse og Sighvat, og hvad de Mange
hedd, og jeg priser baade dem og Norden for, at Man, nåar galt
skulde være, heller i Femhundrede Aar vilde høre og føre
maadelige Kvad, end slet ingen, og jeg lægger til: hvad maa
det ikke dog have været en ypperlig Harpe, hvis Efter-Klang
kunde forplante sig giennem et halvt Aar-Tusinde, og hvor maa
Man ikke i Norden have elsket de Blomster, hvoraf de visne
Blade ei blot holdtes saaledes i Hævd, men syndes endog at
dufte sødt! Der var nemlig, som vi udtrykkelig høre af Ha I
fred Vanraad-Skjald, da han skulde døbes, en dunkel
Følelse deraf i Norden, at As erne baade kunde og skulde,
Christendommen uskadt, blive ved at leve poetisk i en prise
lig Ihukommelse, som Skjaldskabets Stam-Fædre, og hvad der
gjorde det mueligt, at Man kunde skuffe sig selv med Vinter-
Giækkene og det forstenede Billed-Sprog, det var de historiske
Old-Sagn, der, saalænge de levende forplantedes, bar Draperne
eller Aandens Lig-Kister, ligesom de Danske bar Fro des om
Land.
Som Saga-Mænd var det altsaa, Skjaldene virkede for
Aanden, og Sagaerne i Skjaldenes Mund er det Island
ske Drama, der vel, med deres Kvad til Chor, kun stikker
daarlig af mod det Atheniensiske, hvortil det i Udviklings-
Rækken svarer, men gjorde dog Nordens Aand langt væsen
ligere Tjenester, end Athenen gjorde den Græske, fordi hos os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
