Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens Mythologi 1832
756
Det er med andre Ord, hvad vi Alle forstaae, at da bliver Da
gene mørke, nåar Kraft og Kiærlighed gaae hver sine Veie,
saa Ondskab bliver stærk og Godhed svag, menKiærligheden
til Aandens Verden er lykkeligviis en Hilde, som kan vække
Helte, og saasnart den møder Kraften, som Hilde kysser He
din, da dages det, og den store, seierrige Kamp fortsættes, vel
med nye Vaaben, efter Tidens Tarv, men i den samme Aand,
i Dag som i Gaar, og fremdeles til Ragna-Roke. Naar derfor
Roman-Skriveren, med hans Kong Hedin af Morland og
Kong Hogne i Danmark, der ligge endnu længer af Leed
end Spanien og Maglegaard, lader Olav Tryggesøns
gode Mand Iver Glands giøre Ende paa Legen, ved at slaae
Heltene ihjel, saa de staae aldrig op igien, da er det langt fra
at være, hvad det dog skal giælde for, et Beviis paa Christen
Kiærlighed; thi langt fra at berøve Minde-Sangen sin Kraft,
er den netop Moder til det dybeste Nattergal- Slag, der væk
ker daanede Helte til Daad i Morgen-Rødens Glands ! Dog, det
var for meget forlangt af den gamle Roman-Skriver, at han
skulde have Øie for Sligt, da selv den Nyeste kun maner Kæm
per op for at slaae dem tilgavns ihjel, uden engang at ændse,
hvad han dog burde vide fra Amme-Stuen af, at selv om det
er gamle Bjerg-Puslinger, som maae flytte nåar Christen
dommen bliver stærk, har de dog gierne en Guld-Krybbe,
der bliver staaende, fordi Kirke-Muren er bygt over den, og
som ingenlunde er at foragte.
Nu vil jeg haabe, skiøndt det maaskee er for tidligt, at Læse
ren baade seer, hvorfor jeg har rykket Hervor og Hilde saa
nær sammen, og hvor lette de dog er igien at skille ad, nåar
Man rigtig betragter dem, samt at de Begge er værd at huske,
ei blot fordi de saa levende afbilde den gamle Bjarkemaals-
Tid i Norden, da Gudernes Sønner gjorde deres Bedste og Jet
ternes deres Værste, for at Man ikke skulde savne deres Foræl
dre, men især fordi de række os Speile, der kun behøve at
aandes paa og tørres af, eller i det Høieste belægges med lidt
Kvæg-Sølv, for at være brugelige til Verdens Ende, og samle
Kæmpe-Skikkelserne meget bedre, end Arbeiderne af de bedste
Engelske Glas-Pustere nuomstunder.
Til Slutning maa jeg bemærke, det er aldeles i sin historisk
poetiske Orden, at Hilde hører til Fredegods-Tiden, og at
derimod Hervors Fader endnu i den kun er et lille Barn;
thi det er netop de sidste naturlige Bærsærker, der give
Guld-Alderen, som Hjalmar Hugprud, Bane-Saaret, og at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
