Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kyrus
212
det Forsæt han havde fattet, derfra at gaae videre og bemægtige
sig Øerne, opgav han dog, paa Forestilling, Somme sige af
Bias fra Priene og Andre af Pittakus fra Mytilene. En,
hvilken det nu var, af disse To, kom nemlig til Sardes, just
da Krøsus laae midt i sine Rustninger, og fortalde, paa Spørgs
maal om Nyt fra Grækenland, at Øboerne hvervede titusinde
Ryttere for at angribe Sardes. Da nu Krøsus svarede, at de
vilde være hans Lydiske Ryttere usigelig velkomne, anmærkede
den Anden, at de Lydiske Skibe udentvivl vilde være Øbo
erne ligesaa velkomne, og det slog Krøsus, saa han holdt inde
med sine Rustninger og sluttede Venskab med Øboerne*).
Derimod undertvang han efterhaanden baade Phryger, Bithy
ner, Paphlagoner og alle Folkene vestenfor Ha lys, undtagen
Lykier og Kilikier, imellem de sydlige Bjerge, og derved
blev han Nabo til Perserne, hvis Erobringer alt strakde sig
lige til Flodens østlige Bredd **).
Landet østenfor H a Iy s hedd dengang Kappadokien, som,
Man veed ikke nåar, var indtaget af Mederne, men allerede af
Beliggenheden maatte Man slutte, at Disse alt i Forveien havde
bemægtiget sig Mellem-Landet, den høie Armeniske Fjeld-
Slette, der mod Syden og Norden har uoverstigelige Mure i de
Tauriske Bjerge, men skraaer ned til Persien og til Natolien,
saa den baade fra Østen og Vesten er tilgiængelig.
Nu, da Krøsus var paa Spidsen af sin Lykke, fik han et Be
søg af A t h e n e n s vise Lov-Giver Solon, hvem han lod indføre
i sit Skat-Kammer og vise al sin Herlighed, og spurgde derpaa,
under smigrende Lov-Taler, den Vidtbereiste, hvem der var det
lykkeligste Menneske, han kiendte? Athenienseren Tellus,
sagde Solon, thi han levede i Stadens bedste Dage, havde ædle
og kiække Sønner, saae Børne-Børn af dem alle, og faldt sei
rende i et Slag for sit Fædreneland. Men saa næst efter ham da,
sagde Krøsus, halv stødt, og ventede dog nu at høre sit eget
Navn, men da Solon deristeden nævnede to Argivere, da for
gik Taalmodigheden ham, saa han sagde reent ud: Giæst fra
Athenen ! sætter du da min Lykke saa lavt, at den ei engang
kan maale sig med Borger-Mænds ? Solon undskyldte sig vel
med, at Høihed, efter Erfaringens Vidnesbyrd, vakde lettelig
Gudernes Misundelse, og at i denne foranderlige Verden Ingen
bør prises lykkelig, før han ligger i sin Grav ; men dermed for-
*) Herod. I. 26—27.
**) Herod. I. 28. 72.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
