Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anden Puniske Krig
383
fra Marseille fik Nys om, at Hannibal gik over Pyrenæ
erne, havde de sendt deres ene Borge-Mester, den berømte Sci
pio s Fader, afsted til Skibs, for at standse ham ved R hone,
men han kom et Øieblik for silde, saa der fandt kun en lille
Fægtning Sted mellem Speide-Rytterne fra begge Sider, hvor
Romerne, skiøndt det holdt haardt, dog, til et godt Forvarsel,
omsider fik Overhaand *). Borge-Mesteren havde derpaa strax
indskibet sig til Italien, og haabede vist at komme tidsnok til
Alperne, men havde strax efter Landingen ved Pisa den Ær
grelse at høre, Hannibal var allerede i fuld Virksomhed søn
denfor Bjergene. Dette var saameget mere fortrædeligt, som
den anden Borge-Mester var paa Sicilien, for derfra at gaae
over til Afrika og beleire Karthago, saa Man kan godt be
gribe, at Romerne lige fra Begyndelsen maatte fatte et bittert
Nag til den Afrikaner, der, med sine forfløine Indfald og sin
urimelige Lykke, reent forstyrrede deres Plan til et ordenligt
Feldt-Tog. Der var nu imidlertid ikke andet for, end at fatte
sig og giøre Pinen saa kort som muelig, og gik end den Ha n
nibalske Krig slemt i Langdrag, var det dog ingenlunde den
gamle Scipios Skyld, thi, skiøndt han havde ladt Hæren, der
nu engang var bestemt til Spanien, gaae sin Gang med hans
Broder, skyndte han sig dog med hvad han i en Hast kunde
skrabe sammen, over Po til Tes sin o, og forestillede sine Trop
per, at det var jo egenlig mod en Flok af deres opsætsige
Slaver, som alt havde skattet til dem i mange Aar, Romerne
her skulde fegte, saa Modet kom af sig selv, og tvivlsom kunde
Seieren saameget mindre være, som Hannibal, lykkeligviis,
kun havde en ussel Levning af sin Hær tilbage, der vilde styrte
omkuld, saasnart Man blæste paa den**).
At Hannibal ikke var slet saa sikker i sin Sag, seer Man
strax paa det sindrige Mine-Spil, han opførde for sine Barbarer,
og stræbde end yderligere at forklare dem. Ikke blot Livius
men ogsaa Polyb fortæller nemlig, at han lod Hæren slaae
Kreds om de Galliske Fanger, som han med Flid havde be
lagt med svære Lænker, hudflettet og udsultet, og lod nu spørge :
hvem af dem der havde Lyst til at kæmpe paa Liv og Død om
de raske Heste og kostbare Rustninger, de saae i Kredsen? Det
vilde de naturligviis Alle, og misundte ikke blot dem, der vandt
Prisen, men alle dem, Lodden traf og befriede i ethvert Tilfælde
fra den nærværende Kval, og hvem der ikke selv kunde giøre
*) Polyb 111. 40—41. 44—45. Livius XXI. 26-29.
**) Polyb 111. 40—41. 49. 61. 64. Livius XXI. 17. 39—41.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
