Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Achæer og Ætoler
443
nær ved at glemmes over alt det ny Morskab, da Seirene, Per
seus vandt over Roms Legioner, lykkeligviis bragde ham i
Erindring. Hans Triumph, hvormed ogsaa Det, Man har
giemt paa af den Li viske Historie, slipper, maa da tildrage sig
vor Opmærksomhed, og Plutark har sat os istand til at stoppe
det store Hul, der allerede er i Romerens Beskrivelse deraf. Den
vårede tre samfulde Dage, thi første Dag saae Man ikke andet
end en Række af 750 Vogne med Billed-Støtter, Malerier
og andre Konst-Værker. Den anden Dag aabnedes Toget af en
Mængde Rust-Vogne med alle Slags Vaaben: Brynier og Hjelme,
Sværd og Skjolde, Spyd og Pile, tilsyneladende kastet imellem
hinanden men dog omhyggelig ordnet og saa løselig sammen
bundet, at Man ikke kunde høre Øren-Lyd for Rumlen, og der
paa fulgde over syvhundrede Boller med blanke Sølv-Penge,
hver Bolle saa stor, at der var fire Karle om at bære den. En
delig, den tredie Dag, kom, efter Krigs-Musik, sex Snese stald
forede Oxer med Offer-Krandse og forgyldte Horn, derpaa 77
Boller med Guld-Penge, den store Kiedel besat med Ædel-
Stene, som Æmilius skiænkede til Templet, og den Makedo
niske Konges Guld-Taffel, saa hans Vogn med hans Rustning
og Konge-Smykke, saa hans Børn: to Sønner og en Daatter, med
deres Følge, og saa kom Perseus selv, i Sort fra Top til Taa,
som et forstyrret Menneske. Først nu kom Paulus Æmilius,
klædt i Purpur og Gylden-Stykke, hævende sig rank og stolt
paa en prægtig Triumph-Vogn, med en Laurbær-Green i sin
høire Haand, foran ham blev baaret firehundredeGuld-Kroner:
Ære-Skiænke hvormed han var lykønsket fra alle Verdens Hjør
ner, og efter ham fulgde hele hans Krigs-Hær med Laurbær-
Grene og Seiers-Sange*).
At mangen En kunde misunde Æmil en saadan Nydelse:
den høieste Salighed en Romer kunde tænke sig, det er begri
beligt nok, men at det var hans egne Tropper, der vilde skildt
sig selv og ham derved, det var saa urimeligt, at selv den Grund,
Man har anført, synes utilstrækkelig, skiøndt det maatte være
ærgerligt nok, at »Raadet, « istedenfor at dele Bytte ud af de
tagne Skatte, gav Anviisning paa Byerne i Epiros, som al
drig lod sig plyndre saa godt, at der blev Meer til Mands end en
Almisse. Hvad Hjerte der maa have været i de »Fædre« og i
hans »Pythagoræiske Høihed,« der lod halvfjerdsindstyve
Byer udplyndre, som nok holdt med Perseus i hans Velmagt,
*) Livius XLV. 40. Plutarks Æmil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
