Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tredie Puniske Krig
gamle Stabel-Stad for Verdens-Handelen og Medbeilerske til
Verdens-Thronen saa übetydelig, at vi snart kunde overseet
dens Undergang, nåar ikke det herskende Rom havde sat en i
vore Øine urimelig Priis derpaa og ved en voldsom Forekom
melse af den naturlige Død, fremkaldt et Krampe-Træk, Man
til alle Tider maa finde ligesaa mærkværdigt som grueligt.
Vel har vi ingen Beskrivelse over den saakaldte tredie Pu
niske Krig eller rettere »Karthagos Forstyrrelse,« uden
af Alexandrineren Appian, der levede omtrent trehundrede
Aar senere og var ingen Hexe-Mester; men Brud-Stykkerne vi
har af Polyb s Beretning forsikkrer os om, at Appian for det
Meste har udskrevet ham, som ikke blot var etØien-Vidne men
var tillige et Orakel for den anden «Afrikaner,* der fuldførde
hvad den Første havde begyndt. Netop den sidste Omstændig
hed maatte imidlertid giøre os lidt mistroiske, dersom Frem
stillingen var til Romernes Ære, men da den er til deres «usluk
kelige Skam,« bør vi ikke mistenke en saa ivrig Dyrker af
historisk Sandhed for at have med Villie fortiet det mindste,
der kunde tjene til at sætte den mærkværdige Begivenhed i sit
rette Lys.
Numider-Kongen Massinissa, som allerede stod den første
Scipio bi og gjorde Gavn ved Zama, var til Karthaginenser
nes Uheld saa seilivet, at han endnu holdt Raad med den anden
Scipio, og var tillige saa graadig, at det Freds-Vilkaar, hvor
ved de var forpligtede til at »fyldestgiøre« ham, lod sig van
skelig opfylde. Romerne kunde derfor ei let fattes Anledning
til en Undergangs-Krig, nåar de ønskede den, men dog var Kar
thaginenserne saa angest for en Saadan, at de, saasnart den
truede, indrømmede Alt hvad Rom forlangde, saa der var til
sidst ingen anden Udvei end at lade dem love, de vilde »fyl
destgiøre* det umættelige Rom og derved selv forpligte
sig til en »Umuelighed,« som det stod Romerne frit for at give
hvad Navn, de vilde. Herpaa er det, vi maae feste vor Opmærk
somhed, thi om vi end vilde skiænke Massinissa og hans
Numider nogen, kan vi dog ikke, da Numider kun vil sige
«Nomader* eller Folk uden visse Værelser, og saavel de nye
som de gamle Efterretninger om Tilstanden i » Barbariet « er saa
forvirrede, at vi ikke engang kan giætte os til, hvor Massinissas
Hoved-Stad eller rettere Hof-Leir, Kirta eller Skirta, har ligget,
men veed kun at Strabo lægger den ind ad Landet til, og
at Massinissas Ene-Mærker tilsidst har strakt sig østenfor Kar
thago ind i det Tripolitanske, thi der, ved den lille Syrte
451 29*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
