Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den Romerske Revolution
480
for den Bomerske Verden, og som kloge Tyranner var de
derfor bange for at brænde sig paa den, og trevne til at befatte
sig med den, saa de havde helst seet, at Sel euk ide r ne, tillige
med de Pergamenske og Bithyniske Konger, holdte under
Pidsken, kunde blevet ved at være deres Oppebørsels-Betjen
tere i de Lande-Mærker ; men hvad enten det nu hængde ret
eller galt sammen med »Testamentet,« hvorved den sidste Per
gamenske Attalos i Gracher-Dagene indsatte Romerne til
sine Universal-Arvinger, saa kunde de dog umuelig tillade den
Aristonik, der kaldte sig Broder til Attalos, at gaae i Arv med
væbnet Haand, og nu fik de altsaa en «Asiatisk Provinds«*).
Dermed var Lodden kastet, thi det er ikke blot naturligt, at
hvad der først kommer i Ulvs Mund, har naaet sit Maal, men
Bomerne forstod ogsaa godt, at nåar en Erobrer afstaaer en
Fods-Bred af hvad der, efter Spydstage-Betten, er hans lovlige
Eiendom, da begynder det at gaa Krebs-Gang med ham, og dog
var Kongen i Pontos saa mægtig en Nabo, at Bomerne fandt
det raadeligt at have ham til Ven, hvad dog umuelig kunde vare
nåar de vilde staae paa deres Ret. Hvordan nu siden Forholdet
indviklede og Krigen udviklede sig mellem Romerne og Kongen
i Pontos, er vanskeligt at sige, da Trogus, som her skulde
giøre Gavn, er langt fra at være nogen Polyb; men det kan
ogsaa her være os det Samme, da det var Aarsag nok til Krig,
at den sidste Mithridat, som skal have regieret henved et
halvt Aarhundrede, aabenbar vilde herske i Lille-Asien, hvad
Romerne umuelig kunde tillade**). Krigen udbrød desaarsag,
efter Appian, med den 173de Olympiade og var i Begyndelsen
saa heldig for Mithridat, at han ikke blot bemægtigede sig hele
Lille-Asien, men fangede de Romerske Generaler, der paa deres
egen Haand havde tåget sig for at tugte ham. Det gjorde natur
ligviis Opsigt, men skiøndt Rom paa den Tid syndes at have
Nok at giøre med sig selv og Marser-Krigen, spurgdes dog
Ponterens Forvovenhed aldrig saasnart til Rom, førend Man
erklærede ham aaben Feide, uden at bryde sig om at Man der
ved for Øieblikket gav ham frit Spille-Rum***). Var nu Mi
thridat strax gaaet lige til Italien, som han kunde gjort, da
Man seer han havde Magten til Søes, da havde han i det Mind
ste viist, han vidste, hvor Slaget skulde staae, men nu lod han
alle Italienere i sin Virke-Kreds lumskelig myrde paa een
*) Justin XXXVI. 4. Plutarks Tib. Grachus.
**) Trogus hos Justin XXXVIII. I—2. Appians Mithridatiske Krig 10—16.
***) Trogus hos Justin XXXVIII. 3.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
