Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Franker og Longobarder
684
Hermed begynder da det underlig indviklede Forhold mellem
Kirke og Stat, eller rettere mellem de Geistlige og Verds
lige Fyrster, som i den følgende Deel af Middel-Alderen
blev en uudtømmelig Kilde til Kiv og Splid og store Blod-Bad,
saa skiøndt Karl den Store ellers netop var vore Historie
skriveres Yndling, havde de dog længe ondt ved at tilgive ham
hans übesindige Gavmildhed mod Anti-Christ, som hos dem
var Pavens Navn efter Skriften. Karl saavelsom Pipin var
imidlertid lovlig undskyldte med Ord-Sproget: den ene Haand
vasker [tvætter] den Anden; thi Merovingernes Lykke paa
den Franske Throne havde været saa tynd, at Man ikke kan
fortænke Karolingerne i, de paa alle Maader stræbde at blive
fastere i Sadlen, hvad der faldt saameget vanskeligere, som de
ikke var Ar il ds- Dr ot te r, og de maatte være meget dumme
for at tænke, atPave-Haanden kunde holde paa dem, nåar
de ikke selv ærbødig vilde kysse paa den. Men ikke blot de er
lovlig undskyldt, thi ogsaa «Forsynet* er fuldelig retfærdig
gjort, hvad enten vi sammeligne Tiden før Karl den Store med
Tiden efter ham, eller vi sammenligne Følgerne af den Byzan
tinske Enevolds-Magt, som blev Tyrkiet, med dem af Tvir
sten mellem Keiser og Pave, som var Reformationen. Over
alt, saa, nåar Sværdet skal jævne alle Trætter, som det i Ver
den jo, efter de gamle Staters Undergang, maatte, da er det
aabenbar godt,]der er »to Sværd «, deels fordi, som Ordsproget
siger, det Ene tit holder det Andet i Skeden, og deels fordi det
Ene ligesaa tit forsvarer, hvad detAndet truer. Hidindtil havde
Byzantiner og Araber været Frankers og Longobar
der s Modvægt, men nu, da de Spanske Araber havde Nok at
giøre med dem selv og de nedstigende Bjerg-Folk, da Byzan
tinerne saa godt som maatte rømme Italien, og da det Fran
kiske Rige udstrakde sig fra Ebro til Elben og fra Nord-
Søen til Donau og Tiber, uden at Man mellem Frankerne
giennem tre Aarhundreder havde sporet nogen anden Ret end
Spyd-Stagens, nu trængde Vester-Leden aabenbar høit til et
GeistligL Sværd, der kunde maale sig med det Verdslige,
nåar ikke Lovløsheden i alle sine Skikkelser skulde forstyrre
Skabelsen af den ny Verden. Selv Karl den Store havde nem
lig for Skik at forseigle alle sine Konge-Breve med sin Sværd-
Knap, og at pege paa Klingen som den Staal-Pen, der skulde
gjøre Sagen klar, og det var Verdens store Lykke, at selv han,
mellem krye Lehns-Mænd og haardnakkede Hedninger, følde,
han maatte heller lade sig indskrænke lidt af en Geistlig Magt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
