Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det Hellige Romerske Rige
396
tusinde, at nåar Tydskland kastede sig i en Keisers Arme, kan
vi være visse paa, det var ikke et Tilbøieligheds men et For
nuft-Giftermaal.
Den historiske Dunkelhed, der fra det Første til det Ot
tende Aarhundrede indhyller Tydskland, giver vist nok god
Leilighed til allehaande Giætninger om Tilstanden i dette lange
Tidsrum, men udelukker dog al Tanke om Enighed, da blot en
tarvelig Deel deraf maatte tændt et glimrende Lys i dette Hi
storiske Mørke. Først da det Frankiske Aag under Karl
den Store paany havde lært Tydskerne, hvad Eenhed for
maaer og hvad Splid fører til, da forligde de sig med Tanken
om en indfødt Keiser, der med samlet Styrke kunde byde
saavel de herskesyge »Romlinger« i Syden og Vesten, som de
Østlige og Nordlige Barbarer Spidsen, men til Beviis paa, at de
ikke betragtede Keiserdømmet som en Herlighed, men kun som
en Nødhjelp, holdt de strængt paa »Valg-Betten« som et Væra
mod det Tyranni, der altid stod dem levende for Øine.
Naar vi betænke saavel Omfanget af Tydskland, som den
store Forskiellighed, Historien har viist mellem Indbyggerne,
da er det intet Under, man kun vanskelig kunde enes om et
fælles Overhoved, end sige da give sig uindskrænket i hans
Vold, men at vi ikke fra Arilds-Tid spore i det Mindste tre
Tydske ligesom tre Nordiske Kongeriger, uagtet Sachser,
Franker og Schwaber er ligesaa kiendelig adskildte Stam
mer, som Danske, Svenskere ogNordmænd, det vidner
om en særdeles Splidagtighed, der, forbundet med den Tydske
Kraft og Stridbarhed, maatte giøre Keiserdømmet til en Skyg
ge, undtagen nåar Keiserens Personlighed og Øieblikkets Krav
frembragde den »Feldt-Enighed«, som fælles Fare og Krigs-
Tugten skaber. Heraf fulgde nu igien, at saalænge Keiseren
stræbde efter virkelig Enevoldsmagt, maatte Tydskland faae
en ligesaa uafbrudt Krigs-Historie, som Det havde havt
uden Keiser, og til Hverdagsbrug en ligesaa ensformig og kied
sommelig; men herved kan man sige, Tydskland opoffrede sig
selv for Europa: thi havde enten Tydsklands Keiser kunnet
bruge Bigets Styrke til at udføre sine Bomerske Herske-Planer,
eller havde dog Tydskerne, ligesom Romerne, havt Sind til med
Trældom i Hjemmet at kiøbe sig Deel i Verdens-Herredømmet,
da seer man Intet, der kunde friet Vesten i det Ellevte og
Norden i det Trettende Aarhundrede fra at indlemmes i et
Tydsk Verdens-Rige, der vilde været dobbelt pinefuldt for Aand
og Hjerte, netop fordi det vilde været »skin-helligt«. Nu der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
