Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det Syttende Aarhundrede
688
den gamle Frihed bedre sikkret*). Ogsaa her blev vist nok
Meget tilbage at ønske, og nåar man seer, at Underhuset
endnu tilegner sig Ret til hvad det strængelig forbyder Kongen
og alle Andre : at lade Folk fengsle uden ordenlig Saggivelse og
Søgsmaal, da maa man vel ryste paa Hovedet over det parla
mentariske Friheds-Begreb; men fester man Øie paa Ba
stilleniParis,paaStats-Fængslerne trindt i Christenheden,
og paa den Hals og Haand, ikke alene Øvrigheder og Jurister,
men alle Jorddrotter, har havt over Næsten, da glemmer man
alle Hagerne ved den Engelske Legems-Frihed, og fordyber
sig heller i Tankerne om dens überegnelige Indflydelse baade
paa Æresfølelsen og paa Virksomheden i det mageløse Rige.
Vist nok vilde heller ikke denne Frihed i Virkeligheden
havt Stort at sige, nåar al D o m var her, som andensteds, faldet
iJuristernes Haand, thi ingensteds viste disse sig i det Hele
enten føieligere mod Magten eller haardere mod Mennesket,
men Rettergangens Offenlighed og de Eedsvornes
(Juryens) Ret til paa Samvittighed at afgiøre den Anklagedes
Skyldighed eller Uskyldighed, var og blev et mægtigt
Væra om al borgerlig Frihed, og vel vovede endnu under de
sidste Stuarter en enkelt Dommer at sætte de Eedsvorne i
Bøder, fordi deres Skiøn (verdiet) ei stemmede med hans Op
fatning af Loven, men denne Anmasselse fandt baade i Parla
mentet og udenfor saa afgjort Modstand, at den aldrig siden er
gientaget**). Om derfor Juryen havde hørt til de mange
Hager, som den Engelske Retspleie unægtelig har, saa maatte
den dog, under al Friheds bange Kaar, været et nødvendigt
Onde; men nu er alle Juryens Misbrug og Ulæmper ingen Ting
imod Rettens Overgivelse til de Lovkyndige paa Naade og
Unaade, og vore »Stokkemænd« er ikke blot sørgelige Vidner
om, hvad Juristerne giørafderesMeddoms-Mænd, nåar de
faaer Lov dertil, men er ogsaa et gyldigt Mindesmærke om, at
efter den Nordiske Tankegang, allevegne, skal et Folk ikke
have flere eller andre Love, end der er Alle vitterlige, og
skal ei paanødes anden eller bedre Ret end dem lyster at nyde.
Saavist som man derfor maa ønske Engeland og især dets
Fattigfolk en langt mindre indviklet og kostbar Retspleie,
saavist er Offenlighed, Mundlighed og Nævninger til
virkelige Meddomsmænd, Fortrin, som man overalt, hvor Ret
og Frihed skal blomstre, maa stræbe at tilegne sig.
*) Hallam 111. 87—88. 236—43.
**) Hallam 111. 232—36.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
