Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Toßreve ti! Prof. Sibbern
113
Aabent Brev til Professor Sibbern om Magister
Lindberg og Meer.
Nei, Professor Sibbern! den Abstraction gaacr bestemt
for vidt, thi i Livet maae vi nødvendig blive staaende ved de
concrete Tilfælde, og hvordan kan vi da paa nogen muelig
Maade skille Pastor Grundtvig fra Magister Lindberg, det
hele Lindbergske Parti, der jo ovenikjøbet er synonym med
det Grundtvigske, og Sogne-Baandets Løsning, der i
alle Maader maa ligge Grundtvig nok saameget paa Hjerte,
som Lindberg, og efterstræbes aabenbar af ham paa samme
Maade. See, saaledes vilde det hænge sammen, om end Lind
berg og Grundtvig slet ikke personlig kjendte, agtede og el
skede hinanden, men det gjør de nu desuden, og skulde allige
vel den Ene af dem opoffre den Anden for »den gode Sag«,
da maatte jeg blive Offeret, som baade er ældst og har, siger
Man jo, lige fra Begyndelsen skadet den gode Sag ved min
Fremfusenhed, har aabenbar ført Lindberg ind i det, altsaa i
Fiendens Sprog »forført» ham, og maatte da reent være en Dj æ-
vel, om jeg, for at hytte mit eget Skind, tilsidst lod ham i Stik
ken, der blev mig tro, da hardtad alle Andre forlod mig, ja, stod
mig ikke blot ærlig og trofast bi, men stillede sig høimo
dig og djærv i Gabet, saa hele Hådet og hele Hoben efter
haanden faldt paa ham, aabenbar kun, fordi han ikke vilde for
lade end sige opoffre mig.
Altsaa, Professor Sibbern! vi To kjende hinanden fra »Val
kendorphs Collegium r fråde aabne, livlige Ungdoms Dage,
som vi aldrig kan glemme, men hvis Minder er som Reliqvier,
vi vel ikke dyrke eller forgude, men kysse dog venlig og trykke
til vort Hjerte, og, hvorvidt vi end adskildtes i Levnets-Løbet,
hvor ulige end vore Anskuelser og Meninger, vore Baner og
Veie blev, gode, gamle Bekjendtere kunde vi dog aldrig holde
op at være; vi kunde misbillige hinandens Skridt, vel endogsaa
gjensidig miskjende Endeel i den senere Udvikling, men aldrig
mistænke eller fordømme hinanden; thi vi vidste det godt,
at Ingen af os vilde noget Uædelt eller gjorde noget Uær
ligt! Om De end derfor ikke selv, midt i Angrebet paa Lind
berg, med gammel Oprigtighed, havde indrømmet, at Lind
bergs yngre Venner, der skyldte ham Agtelse og Taknemme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
