Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Brage-Snak
op for hans Bedrifters Skyld, Noget, der brød ud i lys Lue, da
lille Signe brændte sit Bur, og blev kanskee endda nok saa
klart, da den bly Sigrid holdt Lyset for Other Ebbesen og
brændte kun sine Fingre. Vel kan man sige, det var kun i gamle
Dage, men det er dog ikke længer siden, end jeg godt kan hu
ske, at da Adam Oehlenshlæger fandt i Skoven den gamle
Nordiske Harpe, som man tænkde, var lagt under Gryden med
Svantevitfor mange Aarhundreder siden, og begyndte at lade
den runge i Hallen paany om Vaulunds Fjederham og Thors
Reise og Bal der s Død, da var det ingenlunde Herrerne, men,
udenfor en meget snever Kreds, kun Da me r ne, der løftede
ham til Skyerne og sværmede for ham, og da jeg i de samme
Dage begyndte at stave paa de Nordiske Mythe r, da var det
især Damerne, der opmuntrede mig til at blive ved, medens
Herrerne sædvanlig tænkde derom, som en Herre, jeg mødte
paa Gaden kort efterat min første Nordiske Mythologi var
kommet ud. Han tog mig vel meget venlig under Armen, og øn
skede mig til Lykke, saa jeg begyndte allerede at blive en Tom
me høiere, men kom snart ud af min Drøm, da han i al Fortro
lighed spurgde mig, om jeg nu ikke ret var glad, det var over
staaet, for, sagde han, sikkrere paa et Ja end nogen Beiler, ikke
sandt! det er dog noget forbandet gammelt Snavs at ligge og
rode i! Det kan jeg dog ikke sige, var mit Svar, med et Smil,
som tit har gientaget sig imellem Herrerne, men aldrig mellem
Damerne, som vel har kunnet spase med min Forkiærlighed
for den plumpe Stærkodder, og snart endnu plumpere Thor,
men har dog altid fundet, at disse Shakspears Tip-Oldefædre,
disse lyslevende Kolosser, disse mægtige Grene paa Ygdrasil,
som trodsede baade Tiden og den hele Verden, men sværmede
for Freya og græd for Balder, de var dog, trods al deres
Plumphed og deres underlige Mod paa Valhal og Gimle, ikke
blot høist mærkværdige, men selv elskværdige Skikkelse!
Kan det derfor kun lykkes mig, at give en levende Fremstil
ling af Nordens Guder, med deres høie Norner og deres immer
grønne Stamtræ, i hvis Rødder baade Urda-Vældet giærede
og Mimers-Brønden groves dybt fra Arildstid, og er endnu
ingenlunde enten udtørrede eller udtømte, kan det kun lykkes,
da frygter jeg slet ikke for, at Damerne skal finde, det er ikke
værdt at nævne eller tænke paa, nei, jeg frygter vel, det kan jeg
ikke nægte, men kun for Herrerne, og mellem dem især for
mig selv, og for vor fælles Skiødelyst, som er at lege eller hexe
med vore lange, indviklede Tanke-Ringe af det sorte Jern, hvad
Grundtvigs udv. Skrifter VIII 541 35
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
