Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - 17. De røde ulve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—154—
hed havde han neppe forstaaet patagonierens ord og
miner·
Ikkedestomindre hengik der et kvarter, før han
kunde oversaette Thalcave’s svar for Robert.
Glenarvan havde spurgt indianeren ud angaaende
deres nuvaerende fortvilede stilling.
»Og hvad svarte han ?« spurte Robert Grant
,,Han svarte, at vi maatte holdt stand til dagens
frembrud, det koste, hvad det koste vilde. Aguara’erne
streiser kun omkringved nattetider; først naar morgenen
gryr, trækker de sig tilbage til sine huler. Det er
morkets ulve, feige dyr, som skyr den lyse dag, fir-
foddede uglerl« —
,,Vel, saa vil vi forsvare os helt til morgenen.«
»Ja, min gut, og det med knivstik, naar vi ikke
mere kan gjøre det med gevaersalver.«
Thalcave var allerede begyndt paa denne taktit;
hver gang en ulv nærmede sig ilden, fdr patagonierens
lange, bevæbnede arm gjennem flammerne og kom rød
af blod tilbage.
.Jmidlertid begyndte det at lakke mod enden med
sorsvarsmidlerne Henimod klokken 2 om morgenen ka-
stede Thalcave den sidste favn brænde paa ilden, og de
beleirede havde nu kun sem skud tilbage.
Lorden saa sig omkring med et smerteligt blik.
Han tænkte paa gutten, som han havde ved sin
side, paa sine venner, alle dem, som han elskede.
Robert talte ikke. Maaske faren ikke forekom hans
tillidsfulde fantasi saa truende, som den virkelig var.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
