Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Machiavelli's psyke og hans politiske livsvisdom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
selve stoffet. — Desuten er jo staten selv, likesom
moralen, en organisme, noget i uavbrutt vekst, ikke
anorganisk kemi eller et ædelt metal, som bare
kjender gjentagelse som tilværelsens form; staten
har sit billede ikke i diamanten, men i blomsten.
Allerede i sin første politiske avhandling (den om
oprørerne i Chiana-dalen) sier Machiavelli ensteds
— og han gjentar det siden mangesteds: i
betragtningerne over Livius, i Fyrsten og i sine digtninger:
„Verden var altid bebodd av mennesker som
bestandig har hat de selvsamme lidenskaper: altid var
der én som lystrer og én som befaler; én som lystrer
ugjerne og én som lystrer gjerne, og én som gjør
oprør og blir straffet." — Denne historiens
almen-lærdom er grundlaget for hans politiske livsvisdom ;
ti historien er i hans øine den ledende stjerne for
menneskers handling og liv. Det er hans syn paa
utviklings-princippet i verden. Og vi kan jo ikke
med billighet laste ham for det at han ikke lærer
evolutionen. Men heller ikke dette resultat er maaske
saa ganske fremmed for den skolastiske tænknings
ytre form : Midt i et opløsningens og
karakterutviskel-sens tidsrum hævder han at mennesket altid er sig
selv likt, et uforanderlig mineral. Og historien
altsaa en størknet enhet. — Det er et dypt
konservativt syn paa menneskelivet, et farlig og
reaktionært syn.
Vi har jo nu i aandslivet, særlig de sidste
decennier, lidt under det motsatte feilsyn: Utvikling
opfattedes næsten tilslut som princippet. Man kunde
engang høre ledende radikaler slaa fast under almen
188
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
