Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dagen derpaa er alle saa fromt paa kirkesti for at
takke Gudherren, med Lucrezia imellem sig, som altsaa
nu er maitresse ; og egteskapsbruddet mottar Herrens
velsignelse gjennem munken. Det er komediens slut.
Der er over denne bearbeidelse av Lucrezia en
løssluppenhet uten grænse. Av Boccaccio’s og
Sac-chettis aller vildeste. Den gir tiden. Gir livet.
Under en eneste skraldende mandfolkelatter. Man
har kaldt dette en komedie. Og det er det jo ogsaa
i formen. Det er komedien i det samfund, hvor
Fyrsten er tragedien.
Men hvad ligger der i kke gjemt av livets bitre
tragedie i og under Lucrezias moralsk raserte, fra
først av yndige barne-skikkelse. Gud trøste, — det
eneste skikkelige sind gik til bunds! Det er i
udtrykket, i samme nu det slutter. Latteren er kvalt i
et pludselig hikst, bundløst dypt, saa oprevet at vel
ingen komedie i verden har at opvise maken til
omslag; det virker fysisk, som ved et jernhaardt
knyt-nævestøt i mellemgulvet. Midt i latteren dukker den
mangetvundne sjæl atter frem. En stivnet latter.
Et hikst. Nei, det er allikevel noget andet end en
komedie om „fri kjærlighet", og ufri. Noget andet
end kellneren Pietro Aretinos obskøne idéløshet.
Man sitter tilbake og stirrer ind i Machiavelli’s egen
nakne sjæl. Og ind i en verden, som er en
brandtomt. Man undres ikke paa, om hans øie stundom
søkte til astrologernes stjerner.
Som Machiavelli mumler det selv i et litet digt
ensteds :
340
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
