Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sol, saadan en Dag, hvor Lærken aldrig tier
og hvor Rugen vokser, saa man kan se det
med sine Øjne. Udenfor hendes Vindue stod
de store Kirsebærtræer blomsterhvide: Bouketter
af Sne, Krandse af Sne, Kupler, Buer,
Guirlander, en Fearkitektur af hvide Blomster
med en Baggrund af den blaaeste Himmel.
Hun følte sig saa mat den Dag, men dog
saa let i sin Mathed, forunderlig let, og hun
vidste hvad der vilde komme, for om
Formiddagen havde hun ladet Bigum kalde og sagt
Farvel til ham.
Etatsraaden var kommen derover fra
Kjøbenhavn, og hele Eftermiddagen sad den
smukke, hvidhaarede Mand ved hendes Seng,
med sin Haand foldet ind i hendes Hænder.
Han talte ikke, en Gang imellem bevægede han
Haanden, saa trykkede hun den, saa saae hun
op, og saa smilede han til hende, Hendes
Broder blev ogsaa hos hende hele Tiden, gav
hende hendes Medicin og gik ogsaa ellers
tilhaande derinde.
Hun laa stille hen, med lukkede Øjne,
og hjemlige Billeder drog hende forbi fra Livet
derovre. Sorgenfri’s hængende Bøge, Lyngby
røde Kirke paa dens Sokkel af Grave, og det
hvide Landsted ved den lille Hulvej ned til
Søen, hvor Plankeværket altid var grønt, som
om det var malet med Fugt, det tegned sig
for hende Altsammen, voksed i Klarhed, tog
af i Klarhed og blev borte. Og andre Billeder
fulgte. Der var Bredgade som Solen gik ned
og Mørket langsomt trak sig op ad Husene, og
der var det underlige Kjøbenhavn, man fandt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
