Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IX.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Maal, allerfuldeste, det er mit Ønske; gid
Alverden maa være aaben for Dem, blot ikke een
lille Dør, een eneste lille Dør, hvor meget De
saa banker, hvor tidt De saa forsøger, men
ellers Alt, Alt saa vidt og saa fuldt, som det kan
ønskes.«
Han sagde det langsomt, næsten bedrøvet,
slet ikke bittert, men med en sælsomt dirrende
Klang i sin Stemme, en Klang, hun ikke kjendte
og som gjorde Indtryk paa hende. Hun
var bleven lidt bleg, og stod stivt støttet til
Stolen. »Niels,« sagde hun, »spaa mig ikke
Ondt, husk paa, du var her ikke Niels, og min
Kjærlighed, jeg vidste ikke, hvor virkelig den
var, det var mere som om den interesserede
mig blot; den klang hen gjennem mit Liv som
et fint, et aandfuldt Digt, den tog mig aldrig
med stærke Arme, den havde Vinger — kun
Vinger. Det troede jeg, jeg vidste ikke andet,
før nu eller lige den Gang, jeg havde gjort det,
sagt ja og det. Det kom ogsaa saa vanskeligt,
der var saa meget med i det Samme, saa mange
at tage Hensyn til ... Det begyndte med min
Broder — Hardenskjold, du veed, ham, der kom
til Vestindien; han havde været lidt vild af sig
her, men derovre var han bleven sat og
fornuftig, og gik i Kompagni med Nogen, og tjente
mange Penge, og blev ogsaa gift med en rig
Enke, en sød, lille En, forsikrer jeg dig, og
saa kom han da hjem, og saa blev det godt
mellem min Fader og ham, for Hatte var hel
forandret, aa, han er saa respektabel, saa der
ingen Ende er paa det, saa ømfindtlig overfor,
hvad Folk de siger: græsselig bornert, aa! —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
